Fortsæt til indhold
Tour de France
Artiklen opdateres

To tidligere Tour-vindere er vraget på Team Ineos' Tour de France-hold

Team Ineos vil jagte Tour-succes med en sydamerikansk duo.

Årets Tour de France bliver uden de tidligere Tour de France-vindere Geraint Thomas og Chris Froome.

I stedet vil Team Ineos satse på Egan Bernal, der vandt løbet i 2019, og Giro d’Italia-vinderen Richard Carapaz.

»Det ville svare til, at Astana pludselig meldte ud, at Jakob Fuglsang alligevel skulle køre Tour de France i stedet for Giro d’Italia. Jeg havde ikke set det komme, at de ville smide Geraint Thomas af og erstatte ham med Richard Carapaz,« siger Thomas Bay, cykelkommentator hos Eurosport og tidligere cykelrytter.

Geraint Thomas skal i stedet køre Giro d’Italia, mens Chris Froome får chancen for at blive kaptajn i Vuelta a España. Begge løb begynder i oktober.

Afgørende optaktsløb

Resten af Team Ineos’ Tour de France-hold bliver udgjort af Andrey Amador, Jonathan Castroviejo, Michal Kwiatkowski, Luke Rowe, Pavel Sviakov og Dylan van Baarle.

Richard Carapaz ankom inden denne sæson fra Movistar, hvor den 27-årige ecuadorianer brød igennem i sidste sæson med sin sejr i Giro d’Italia. Det vil blive hans første deltagelse i Tour de France.

I slutningen af maj meddelte Team Ineos, at Geraint Thomas, Chris Froome og Egan Bernal alle skulle forberede sig på at blive kaptajn i Tour de France. Den endelige rollefordeling ville først falde på plads, når rytternes form blev afsløret, lød meldingen.

Siden da blev Chris Froome og Geraint Thomas overstrålet af alle konkurrenterne i Tour de l’Ain og Critérium du Dauphiné, hvilket altså blev afgørende for de to tidligere Tour-vinderes deltagelse i det prestigefyldte løb.

Geraint Thomas vandt Tour de France i 2018, mens Chris Froome har vundet løbet fire gange.