Cykeltalent fløjet hjem liggende på ryggen efter styrt
Remco Evenepoel er i bedring efter voldsomt styrt lørdag. Han ventes snart at blive fløjet til Belgien.
Det 20-årige belgiske cykelfænomen Remco Evenepoel skal flyves hjem til Belgien liggende på ryggen efter et uhyggeligt styrt lørdag.
Det oplyser Evenepoels mandskab, Quick-Step, på sin hjemmeside.
Her lyder det desuden, at belgieren har haft en rolig nat på hospitalet i italienske Como, og at hans tilstand udvikler sig positivt.
- Holdet gør alt, der er muligt, for at bringe ham hjem så hurtigt som muligt. Forhåbentlig i løbet af de næste 24 timer på den mest effektive og sikre måde muligt, skriver det belgiske hold.
Evenepoel, der er et af de mest lysende talenter i cykelsporten, styrtede lørdag ud over en bro i den italienske klassiker Lombardiet Rundt.
Efterfølgende røntgenundersøgelser viste et brækket bækken. Undersøgelser viste desuden, at han har beskadiget den ene lunge.
Evenepoel var lørdag gået i udbrud om sejren sammen med seks andre ryttere - heriblandt danske Jakob Fuglsang fra Astana - da talentet styrtede ud over broen med cirka 40 kilometer til mål.
Jakob Fuglsang endte med at vinde Lombardiet Rundt, et af cykelsportens prestigefulde monumenter, som den første dansker nogensinde.