Frank Jensen bekræfter forhandlinger: »Det er mest sandsynligt, at Tour-starten i Danmark flyttes«
Det har længe været planen, at Danmark skulle arrangere de første Tour de France-etaper i 2021, men det kan snart ændre sig.
Der bliver forhandlet om at udsætte den danske Tour de France-start.
Det bekræfter Københavns overborgmester og bestyrelsesformand i Grand Depart Copenhagen, Frank Jensen, ifølge TV 2 og DR.
»Vi er i dialog med Tour de France-arrangørerne om, hvordan vi skal placere Tour de France i Danmark i 2021, eller om det muligvis skal flyttes til 2022. Det er mest sandsynligt, at Tour-starten i Danmark flyttes til 2022. Det kommer ikke på tale, at Touren ikke kommer til Danmark og København,« siger han til DR.
Danmark er ellers blevet tildelt værtsskabet i 2021, hvor den første etape skal køres i København, hvorefter rytterne skal fra Roskilde til Nyborg og siden fra Vejle til Sønderborg. Siden da har ASO spurgt de danske arrangører, om løbet kan rykkes en uge tilbage for at undgå et sammenfald med OL. Det er ikke umiddelbart muligt, fordi København også skal være vært for EM i fodbold kort inden den nuværende Tour-start den 2. juli 2021.
Torsdag opstod der tvivl om arrangementet, da det franske medie Le Télégramme berettede, at Tour-arrangøreren ASO skulle have forhørt sig hos den franske region Bretagne om muligheden for at arrangere den såkaldte Grand Depart til næste år.
Det kom bl.a. bag på Sønderborgs borgmester og medarrangør af den danske Tour-start, Erik Lauritzen (S), der dog bekræfter, at der er gang i mødeaktiviteten - både mellem den danske og franske Tour-ledelse samt kommunerne og Grand Depart Copenhagen, der står bag afviklingen.
»Det er svært at vurdere, hvornår der kan komme en løsning. Men vi er mange, der er i fuld gang med planlægningen, så vi har brug for at få en hurtig afklaring,« siger Erik Lauritzen.
Alex Pedersen, direktør for Grand Depart Copenhagen, har afvist at kommentere Le Télégrammes oplysninger eller »deltage i spekulationer«. Grand Depart Copenhagen bekræfter dog, at man er dialog med ASO om at »finde en løsning for den danske Tour-start«.
»Bestyrelsesformand Frank Jensen har sendt brev til ASO med den danske holdning, hvor vi giver udtryk for, at det er meget svært at flytte de danske datoer. Vi kommer med en samlet melding, når der foreligger en konkret løsning - hvilket forventeligt sker inden for de nærmeste uger,« oplyser Alex Pedersen til Jyllands-Posten.
Jyllands-Posten har også været i kontakt med ASO, der afviser at kommentere historien.
Ifølge Le Télégramme skulle ASO og den danske Tour de France-delegation være i forhandlinger om, hvorvidt Danmark evt. ville kunne arrangere Grand Depart et andet år.
»Jeg stoler på, at vi finder en løsning. Det kunne godt være at udskyde arrangementet, selvom det ville skabe en masse bøvl og være en voldsom udfordring, som vi helst vil være foruden. Indtil videre må vi bare forholde os til, at vi har en kontrakt, der gælder for 2021,« siger Erik Lauritzen.
EM i fodbold blev udskudt med et år på grund af coronakrisen, og kampene i Danmark vil nu blive afviklet den 12., 17., 21. og 28. juni i 2021.
Herefter er det planen, at den officielle Tour-holdpræsentation finder sted den 30. juni 2021 på Rådhuspladsen, inden løbet bliver indledt med en enkeltstart midt i hovedstaden den 2. juli. Siden skal rytterne fra Roskilde til Nyborg på 2. etape den 3. juli, inden den sidste etape i Danmark bringer rytterne fra Vejle til Sønderborg den 4. juli.
I første omgang var der både juridiske problemer og interessekonflikter mellem EM og Tour de Frances sponsorer, der skulle afklares.
Alt virkede dog til at være faldet på plads i begyndelsen af maj, indtil der opstod endnu et problem på grund af sammenfaldet med OL i Tokyo, der begynder den 23. juli 2021.
Normalt bliver herrernes landevejsløb afviklet på andendagen under OL.
Hvis den plan bliver bevaret, vil OL-linjeløbet blive kørt den 24. juli 2021 – dagen før Tour de France-afslutningen i Paris.
Lige netop det scenarie havde ASO sørget for at undgå i 2020, hvor det franske etapeløb blev rykket en uge tilbage. Derfor skulle Tour de France slutte den 19. juli, inden coronakrisen tvang arrangørerne til at udskyde OL, EM og Touren i 2020.