Fortsæt til indhold
Cykling

Hudløst ærlig Magnus Cort om Astana efter Fuglsangs tidstab: Ja, vi er uorganiserede

Magnus Cort giver kritikkere ret i interview om Astanas tilgang til Tour de France efter tidstab til Jakob Fuglsang.

Jakob Fuglsangs danske hjælperytter på Astana Magnus Cort stillede onsdag op til et bemærkelsesværdigt interview med TV 2.

Anledningen var holdets katastrofale præstation på 10. etape, hvor Fuglsang tabte næsten to minutter i klassementet til blandt andet Geraint Thomas. Tidstabet faldt på en flad strækning, hvor sidevind splittede feltet, og Fuglsang blev fanget på det forkerte sted.

Hændelsen har fået kritikken til at hagle ned over Astana for ikke at være bedre organiseret til at kunne forhindre tidstabet.

Og den kritik er sådan set berettiget, måtte man onsdag forstå på Magnus Cort, inden han begav sig afsted på dagens etape.

Han fortalte til TV 2, at rytterne inden onsdagens etapestart som noget nyt havde fået defineret deres roller mere klart.

Direkte adspurgt om det ikke er sløset først at definere roller efter 10 etaper og en mindre katastrofe, svarede Cort: »Det vil jeg være enig med dig i,« inden han også kaldte det berettiget at have en opfattelse af Astana som lidt for uorganiserede.

Indtrykket udefra af Astana har dog også en årsag, lod han forstå, da næste spørgsmål lød, hvordan man kan ændre kulturen.

»Det er lidt en indgroet ting på holdet. Jeg tror, de har en ide om, at rytterne præsterer bedre, hvis man slapper mere af og ikke får at vide, at nu er det det og det og det, der skal gøres. Men jeg er selv mere fan af, at vi har lidt mere klare linjer, og derfor nemmere kan følge op, når det går galt, eller inden det går galt,« sagde Cort blandt andet til TV 2.