Fortsæt til indhold
Cykling

Giro-arrangør frygter, der går "Contador-bøf" i Froomes dopingsag

Alberto Contadors Giro d'Italia-sejr fra 2011 blev slettet året efter.

Hvad skal der ske med Chris Froome, efter briten har afgivet en dopingprøve med den dobbelte mængde af den tilladte grænseværdi for astmamedicinen salbutamol.

Det er det største spørgsmål i cykelsporten netop nu.

Giro d’italia-arrangør Mauro Vegni frygter, at Froomes sag kan genskabe efterspillet fra en mindst lige så berømt dopingsag i 2010. Her blev Alberto Contador under Tour de France taget for brug af stoffet clenbuterol. En positiv prøve, som førte til forklaringen om, at Contador havde fået stoffet i kroppen via en bøf. Den spanske stjerne kørte og vandt Giroen i 2011, mens sagens retslige efterspil udspillede sig hos UCI (Den Internationale Cykelunion, red.) og Den internationale sportsdomstol (CAS). Det for derefter at se netop CAS idømme ham en dopingkarantæne og annullere Giro-sejren.

»Jeg har en stærk overbevisning om, at Contadors sag skal være en unik sag, som ikke må gentages. Cyklingen har ikke råd til en gentagelse. Hvis en rytter er blevet givet tilladelse til at starte et løb, skal det forblive sådan. Om han så vinder eller taber. Det er noget, som UCI må tage ansvaret for,« siger Mauro Vegni, løbsdirektør for Giro d’Italia til den italienske avis Il Giornale.

Netop Vegnis Giro d’Italia kan blive ramt af en lignende situation, fordi Team Sky og Chris Froome 29. november meldte ud, at briten havde planer om at deltage i 2018-sæsonens første Grand Tour. I øvrigt efter UCI havde informeret Sky og Froome om, at Froome havde afleveret en positiv dopingprøve efter 18. etape af Vuelta a Espana.

Mauro Vegni og resten af Giro-ledelsen forholder sig nu afventende i forhold til næste skridt i Froome-sagen ligesom alle andre i feltet.

»Jeg mener, at den rette håndtering må være at holde vores parader oppe og forsøge at opretholde den højest mulige troværdig. Men som en af de største løbsarrangører i verden må jeg sige, at jeg føler mig meget forvirret over timingen i hele sagen. Måske er vi blot uheldige, men så snart vi leverede den store nyhed med Froomes deltagelse, lander dette hos os,« siger Mauro Vegni.