Prudhomme om Tour de France i Danmark: »Jo mere vi snakker sammen, jo tættere på kommer vi«
Lars Løkke Rasmussen og kronprins Frederik holdt onsdag eftermiddag møde med løbsdirektøren for Tour de France, Christian Prudhomme. Der er endnu ingen afklaring, men optimisme at spore.
De var begge optimistiske, da de kom ud af frokostmødet.
Men hverken den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, eller direktør for Tour de France-arrangøren, ASO, Christian Prudhomme, kunne berette om afgørende nyt efter mødet, hvor blandt andre kronprins Frederik også deltog.
»Det er første gang nogensinde i Tour de Frances historie, at der ikke bare er en hovedstad eller en stor by, men et helt land bag et bud på en Tour de France-start. Jeg vil snart komme tilbage til Danmark og København igen. Jo mere vi snakker sammen jo tættere på kommer vi,« sagde Christian Prudhomme.
Christian Prudhomme og Lars Løkke Rasmussen
Lars Løkke Rasmussen håber, at Danmark kan blive vært for de indledende etaper af Tour de France i enten 2020 eller 2021. Men hvornår det bliver, og hvornår der bliver truffet en beslutning er fortsat uvist.
»Vi kommer tættere og tættere på 20 og 21. Jeg er sikker på, at vi får en afgørelse inden da, og jeg er optimist. Vi har mødtes ved flere lejligheder, og det er fair at sige, at hvis der ikke var nogen mulighed, så ville det ikke give mening at mødes jævnligt. Så jeg har besluttet at være optimistisk omkring det her,« sagde Lars Løkke Rasmussen.
Det danske bud på tre etaper har bestået af en prolog i København, en etape fra Roskilde til Odense og en anden etape fra Vejle til Sønderborg.
Hvis Tour-starten kommer til Danmark er det for Christian Prudhomme vigtigt, at det bliver de bedste ruter.
»I det arbejde, som vi laver sammen, er det vigtigste at vise det bedste af Danmark, hvis vi en dag vi vil lave en Grand Depart her,« sagde han og roste den danske cykelmentalitet.
»København er et eksempel for os. I er 20-30 år foran os i forhold til at cykle hver dag. Som jeg sagde ved Tour-præsentationen i år, så er det meget vigtigt for os at styrke båndet mellem hverdagscykling og mestrenes cykling. Og der er København den vigtigste by til netop det formål,« sagde Prudhomme, der er i København i forbindelse med den årlige generalforsamling i AIOCC, der er den internationale organisation for arrangører af crossløb.