Fortsæt til indhold
Sport

Real Madrid tabte efter 2-0-føring

Real Sociedad leverede fantastisk comeback og vendte 0-2 til sejr over Real Madrid.

/ritzau/

Real Madrid måtte søndag aften undvære superstjernen Cristiano Ronaldo med en skade i udekampen mod Real Sociedad, men det lignede alligevel en sejr til favoritterne, som efter 10 minutters spil var foran 2-0.

Alligevel vandt Real Sociedad opgøret i Primera Division med 4-2.

Sergio Ramos og Gareth Bale bragte ellers Real Madrid foran 1-0 og 2-0, men allerede inden pausen var værterne med igen.

David Zurutuza sørgede for 2-2-udligningen kort før pausen, og i anden halvleg bragte han sensationelt baskerne foran 3-2.

Real Madrid var rystet og blev knockoutet, da den indskiftede mexicanske angriber Carlos Vela scorede til 4-2 med et kvarter tilbage af opgøret.

Med resultatet er begge hold noteret for tre point efter to ligakampe. FC Barcelona topper med seks point.