Argentinsk landshold: Falklandsøerne er argentiske
Det argentinske fodboldlandshold brugte venskabskamp til en kontroversiel, politisk protest.
"Las Malvinas son Argentinas". Sådan stod der på et banner, som det argentinske fodboldlandshold fremviste inden lørdagens venskabskamp mod Slovenien i Buenos Aires.
Oversat til dansk betyder det "Falklandsøerne er argentinske" og oversat til storpolitik, betyder det "kontroversielt".
Falklandsøerne er således et varmt politisk emne og en kilde til uoverensstemmelse mellem Argentina og Storbritannien, der har haft øgruppen sydøst for den argentinske kyst som en del af sit rige siden 1833.
Forsøgte protest til OL
Argentinerne har i mange år gjort krav på øerne, men særligt siden 2007, hvor den nuværende præsident Christina Kischner blev indsat som præsident, har protesten mod Storbritanniens besiddelse af øerne været et emne, som argentinerne tager op med jævne mellemrum.
Det er således ikke første gang, at Argentina har forsøgt at påkalde sig verdens opmærksomhed omkring emnet. Således kom det frem inden OL i 2012, der blev afholdt i London, at den argentinske delegation planlagde en form for protest under legene.
Det blev dog i sidste ende forpurret af Den Internationale Olympiske Komité.
Oliefund
I 1982 førte stridighederne om Falklandsøerne til Falklandskrigen, der blev udkæmpet mellem Argentina og Storbritannien.
Striden er taget til i styrke efter, at det er kommet frem, at der i området omkring øerne sandsynligvis er rige forekomster af olie og naturgas.
Kampen mellem Argentina og Slovenien endte i øvrigt med en 2-0-sejr til Argentina efter scoringer af Ricky Alvarez og holdets helt store stjerne, Lionel Messi.