Fortsæt til indhold
Sport

Kinesiske værter beskyldes for beskidte tricks

Et klimaanlæg blev slukket for at favorisere superstjernen Lin Dan, lyden anklagen.

Kinesiske Lin Dan vandt i går herresinglen ved VM i badminton over malaysieren Lee Chong Wei, men nu beskylder Malaysias landstræner de kinesiske værter for at have brugt et beskidt trick.

Lee Chong Wei vandt første sæt 21-16 i hallen i Guangzhou i Kina, og verdensranglistens nummer 1 så ud til at kunne få bugt med hjemmebanefavoritten.

Men da de to spillere skiftede side, slukkede arrangørerne aircondition i hallen, hvilket ifølge den malaysiske avis The Star fik temperaturen til at stige "som i en ovn".

Lin Dan kigger bekymret på Lee Chong Wei, der var ved at dratte omkuld af kramper.

Problemer med varmen

Herefter fik Lee Chong Wei problemer med varmen - og de nu manglende trækvinde, der før havde været i hallen som følge af klimaanlægget.

Efter sideskiftet lod Lee Chong Wei fem bolde gå, men da trækvindene nu manglede, sneg de sig alle ind, hvilket de med stor sandsynlighed ikke ville have gjort med klimaanlægget tændt.

Endvidere begyndte Lee Chong Wei at lide af kramper, og han tabte andet sæt 21-13.

"I pauserne fortalte Chong Wei os, at varmen gjorde det svært for ham, men han lovede at gøre sit bedste for at holde fokus," sagde landstræner Tey Seu Bock.

Kørt på hospitalet

I tredje sæt kunne Lee Chong Wei ikke mere, og ved stillingen 20-17 faldt han udmattet om, hvor han måtte forlade hallen på en båre.

Han blev kørt til hospitalet, hvor han senere blev udskrevet.

"Et nederlag er et nederlag. Det kan jeg acceptere, men jeg kan ikke tolerere, at arrangørerne slukkede klimaanlægget op til andet sæt," sagde Tey Seu Bock.