Fortsæt til indhold
Sport

Balladen om den frække sang

Kan man tillade sig at råbe hvad som helst, så længe det foregår fra en fodboldtribune? Eller er der grænser? Spørgsmålet er blusset op, efter at britiske fans har skrevet en hyldestsang med stærke seksuelle undertoner om en sort stjernespiller. Sangen kritiseres for at være racistisk.

Det er ikke umuligt, at musens stemmebånd var smurt med en pint øl, inden ophavsmanden skrev sangteksten. Der er ingen tvivl om, at den skulle være en hyldest til Manchester Uniteds nye målscorerhelt, Romelu Lukaku, men sangen er endt med at blive grundlag for en diskussion om, hvad man kan tillade sig at sige om folk. Uanset at motivet er at hædre en helt.

For linjen »he’s got a 24 inch penis« – han har en 24 tommer lang penis – ramte lige ned i en diskussion, som mange kalder politisk korrekthed.

Romelu Lukaku er sort. Og når man antager, at hans penis er 24 tommer lang, er det på baggrund af en stereotyp om, at sorte mænd har længere penisser end andre mænd af andre racer.

Jeg er ikke tilhænger af fodboldvold eller racisme, men jeg er tilhænger af, at man prutter, bander, spytter og råber, og det er en del af fodboldkulturen, at man kan synge nogle frække sange.
Mads Christensen, foredragsholder og selverklæret blærerøv

Organisationen ”Kick it out” – spark det (racismen) ud – reagerede: »Teksten er stødende og diskriminerende. Racistiske stereotyper er aldrig acceptable i fodbold eller i det bredere samfund, uanset om det er meningen at vise støtte til en spiller,« lød udtalelsen fra bevægelsen, der er vokset fra græsrødderne og op til at blive støttet af hele det etablerede fodboldsamfund i England – klubberne, spillerne og fodboldforbundet.

Sportens meningsdannere satte sig til tastaturet, og da den klaprende lyd holdt inde, stod tilbage en tekst om, at når en person køber stereotypen om, at sorte har lange penisser, så køber man også andre stereotyper; at sorte er dummere, at sorte er dovne, eller at sorte er mere kriminelle end gennemsnittet.

De medier, der turde åbne for kommentarsektionen under artiklerne, fik hurtigt syn for, hvad den gennemsnitlige engelske fodboldfan mente. For sangen var en hyldest. Og når den sluttede af med, at »han har pikhoved helt ned til tæerne,« måtte alle da kunne se, at det var skrevet med et glimt i øjet?

Manchester United gik ind i sagen, bad klubbens fans om at lade være med at synge sangen, og første melding fra hovedpersonen var »let’s move on« – lad os nu komme videre.

Men opfordringen ramte også en britisk trodsighed; nej, sangen er sjov, det er en hyldest – så i næste kamp blev den luftet igen. Så langt fra af alle Manchester United-fans, for her fandt man også holdningen om, at det var en sang, der hørte til i 1980’ernes racistiske fodboldsangbog.

Delte meninger om sangen

I Danmark er der også delte meninger om, hvorvidt sangen er racistisk.

Josef W. Nielsen er formand for Afro Empowerment Center Denmark, der har til formål at bekæmpe afrofobi i Danmark.

Hør sangen:

Han søger hjælp i FN’s definition af racisme, når han bliver bedt om at tage stilling til, om noget er racistisk.

»Det bliver tit en smagsdommerting, hvor man taler om intentionen bag. Den kan jo være fin nok, og i dette tilfælde er det jo en hyldest, så den fejler i princippet ikke noget. Men intentionen er ikke altid ensbetydende med, at det produkt, der kommer ud i den anden ende, er i orden. Så når jeg taler om racisme, taler jeg aldrig om intentionen, for det bliver noget rod at gætte folks tanker,« siger Josef W. Nielsen, der angiver definitionen som værende »en stereotyp nedgørende afbildning eller omtale baseret på race, hudfarve, religion eller køn«.

Han mener, at sangen i høj grad er racistisk og nedsættende for Romelu Lukaku.

»Man tager hans hårde arbejde for at gøre karriere inden for fodbold og får det til at handle om hans penisstørrelse. Det er nedværdigende for den kamp, han har været igennem for at blive en god fodboldspiller. Der er som at tage en af spillerne på kvindelandsholdet og lade hendes store bryster eller stramme vagina være grunden til, at hun kan score mål,« siger Josef W. Nielsen.

Levemanden, meningsdanneren og den selvudnævnte blærerøv Mads Christensen mener ikke, at sangen er udtryk for racisme.

»Der er ikke en mand på hele jorden, der ikke vil blive stolt af sådan en sang, og jeg er sikker på, at der sidder nogle kvinder uden pik i den antiracismegruppe. Den sorte mand er også bedst til boksning, løb og en masse forskellige ting. Han har glimret i de olympiske lege, siden de blev opfundet, og det var en spytklat i fjæset på Hitler, da han vandt i 1936. Den sorte mand har en fysiologisk overlegenhed på en lang række punkter. At lade, som om at det ikke er tilfældet i ligeværdighedens navn, er en hån mod alle,« siger Mads Christensen.

Et fristed for mænd

Han mener, at et fodboldstadion skal være et fristed for mænd.

»Jeg er ikke tilhænger af fodboldvold eller racisme, men jeg er tilhænger af, at man prutter, bander, spytter og råber, og det er en del af fodboldkulturen, at man kan synge nogle frække sange,« siger Mads Christensen.

Marianne Qvortrup Fibiger er lektor ved Aarhus Universitet og har forsket i myter og ritualer inden for fodbold. Hun har blandt andet kigget på danske smædesange.

»Når folk kommer på et stadion, indskriver de sig i et andet fællesskab og i et andet moralkodeks, hvor man skal overgå hinanden med hyldestsange. Disse Manchester United-fans har siddet og drukket pints og talt om, hvordan de kan understrege over for ikke mindst modstandernes hold, at Lukaku er en kleppert, som man skal passe på, og så relaterer de en stor tissemand med mandighed, og det er jo ret let at oversætte freudiansk. Deres mål er at sikre to ting: Den spiller, som de hylder, skal præstere bedre, og når modstandernes spillere hører sangen, skal de stivne og bekymre sig for, hvordan de overhovedet kan tackle dette her monster af en mand,« siger Marianne Qvortrup Fibiger.

Sangens tekst er ændret

Hun mener ikke nødvendigvis, at grænsen for, hvad man kan tillade sig på et fodboldstadion, har flyttet sig.

»Men sådan en sag kommer måske lige nu, fordi det sker i en samtid, hvor man er meget opmærksom på netop sorte. Man har diskuteret, hvad man skal kalde folk med afrikansk baggrund, hvor man gik fra at kalde dem negere til sorte, og er det så overhovedet o.k.? Nu kommer der så flere og flere fra den afrikanske gruppe på fodboldbanen, og de overgår ofte de hvide i formåen,« siger Marianne Qvortrup Fibiger.

Siden balladen eskalerede i september, er sangen dysset ned omkring Manchester Uniteds fans. Et lyst hoved ændrede på teksten, så den i stedet kom til at lyde: »Vi må ikke synge om hans penis – vi er politisk korrekte – han er offside, når han har erektion.«