Vinter-OL holder døren åben for Nordkorea trods missilaffyring
Trods politiske spændinger i området vil IOC gerne have Nordkorea til OL.
Affyringen af et nordkoreansk missil, der passerede hen over japansk territorium, og den generelle politiske spænding mellem Nordkorea og USA får foreløbigt ingen følger for vinter-Ol i Pyeongchang i Sydkorea i februar af næste år.
Den internationale olympiske komités (IOC) koordinationskomite holder i disse dage det afsluttende møde inden vinter-OL.
»Vi holder øje med situationen, men jeg mener ikke, der er grund til bekymring lige nu, da vinter-OLs placering i Sydkorea bliver bakket op af regeringerne og alle de nationale olympiske komiteer. Så vi fortsætter vores forberedelser,« har Thomas Bach, formanden for IOC, den internationale olympiske komite udtalt ifølge hjemmesiden insidethegames.
Det er endnu usikkert, om Nordkorea vil deltage i vinter-OL i nabolandet. Landets sidste chance for at kvalificere sig er i skøjteløb for par, men der er dog en mulighed for, at nordkoreanske idrætsudøvere kan få tildelt wild-cards.
I 1988 boykottede Nordkorea sommerlegene i Seoul i Sydkorea, men landet har dog siden - ved de asiatiske mesterskaber i Inchon - stillet op i nabolandet.
Den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, har ved flere lejligheder tilskyndet Nordkorea til at stille op ved Vinter-OL og han har betonet, at døren står åben »til allersidste minut«.