Fortsæt til indhold
Sport

Joachim Fischer brækkede anklen ved VM i Glasgow

»Jeg hørte et smæld og et knæk nede i foden,« siger han.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen nåede ikke langt i deres kamp ved VM i badminton i Glasgow.

Allerede ved stillingen 5-5 i ottendedelsfinalen, hvor de mødte Lee/Chau fra Hong Kong, vrikkede Joachim Fischer rundt på foden, og han lagde sig ned uden for banen og jamrede af smerte.

»Jeg hører et smæld og et knæk nede i foden, og vi spiller duellen færdig, og jeg kan mærke, at det gør mega ondt. Jeg tror bare, at jeg vrider rundt, og det har jeg prøvet mange gange, hvor jeg så bare binder snørebåndet lidt stramt og spiller videre, men jeg kunne godt mærke her, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg træder ned på den en enkelt gang, og jeg kan mærke, at den bare er helt gal,« siger Joachim Fischer i en pressemeddelelse.

Årsagen til at Joachim Fischer vred om var, at han var på vej fremad på banen, men da bolden blev spillet over ham, lagde han sin vægt ned i foden for at nå bolden.

»Jeg kunne selv se på billederne, at den var brækket, så det krævede ikke en lægeuddannelse at se det, og lægen var heller ikke langsom til at stille diagnosen. Jeg er hårdt ramt, og det er ikke særligt sjovt,« siger 38-årige Joachim Fischer.

Joachim Fischer bliver fløjet hjem til Danmark med sygetransport i morgen. Hvorvidt skaden kræver en operation, vil han få at vide efter dialog med Team Danmarks læger.

»Der er ingen tvivl om, at vi vil gøre, hvad vi kan for at hjælpe Joachim tilbage fra den her ubehagelige skade. Lige nu handler det om at få styr på skadens omfang og videre genoptræningsproces, og så må vi tage tingene derfra,« siger Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom i pressemeddelelsen.

Til gengæld gik det bedre for de andre danske medaljeaspiranter.

Viktor Axelsen vandt sikkert sin single, andenseedede Mathias Boe/Carsten Mogensen kom lettere slingrende videre, Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen spillede en formidabel kamp mod Lu/Yang, mens Christinna Pedersen havde bedre held med sin kamp sammen med Kamilla Rytter Juhl, hvor hun avancerede til kvartfinalerne efter to sæt.

De skal alle i kamp igen i dag.