Tilskuere hjælper politiet med at udpege bøller
Efter balladen på Brøndby Stadion har politiet fået uvant mange henvendelser fra borgere, der ønsker at hjælpe efterforskningen.
Mails, telefonopkald og billeder fra smartphones.
I hidtil uset omfang er Københavns Vestegns Politi blevet bestormet med henvendelser fra borgere, der ønsker at hjælpe med efterforskningen i kølvandet på søndagens voldsscener på Brøndby Stadion, hvor en større gruppe blandt FC Københavns tilhængere gik til angreb på politiet og forvandlede udebaneafsnittet til en regulær krigszone.
»Folk er normalt gode til at kontakte os, når det handler om alvorlige forbrydelser som drab, men jeg har aldrig oplevet så stor en interesse for at henvende sig omkring en fodboldkamp. Måske synes folk, at det her var i overkanten af det rimelige,« siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi.
»Det er en stor hjælp og et godt supplement til vores andre redskaber. Det har blandt andet været med til at føre til identifikationen af ham, der slog en kontrollør ned. Han er sigtet og har erkendt forholdet.«
Flere sager i vente
Charlotte Skovby fastslår dog samtidig, at udredningen langt fra er færdig endnu, og hun forventer en del flere sager end de omkring 50, der allerede nu er oprettet vedrørende vold mod tjenestemand samt brug af fyrværkeri, masker og genstande egnet som våben eller kasteskyts.
I timerne efter balladen blev alle tilskuere opfordret til selvjustits - til at dele deres viden og give et bidrag til oprydningen, men problemstillingen er langt fra enkel ifølge Rasmus Trenskow, formand for Danske Fodbold Fanklubber.
»Det er svært at være uenig, men der er flere udfordringer. For det første ved man ikke altid, hvem folk er, eller hvad de hedder, selv om man ser dem på stadion mange gange, så det er svært at ringe til politiet bagefter med oplysninger, der rent faktisk kan bruges. For det andet skal man virkelig tænke sig om, før man til en kamp går ned til en kontrollør, vender sig om og begynder at udpege ham, ham og ham,« understreger Rasmus Trenskow.
»Måske bliver de fjernet, men man risikerer jo selv at få en omgang af deres venner, der står tilbage. Det ved jeg, at mange er bange for, for de typer holder sig ikke tilbage.«