Kalle Sauerland kalder Kessler mod Skoglund en fantastisk kamp
Både Erik Skoglund og Mikkel Kessler er også i spil til Super Series-turneringen ifølge Kalle Sauerland.
Sveriges ubesejrede boksestjerne nummer et mod Mikkel Kessler i København i danskerens comebackkamp.
Sådan en duel lagde Erik Skoglund selv op til tidligere på ugen i en pressemeddelelse fra Sauerland Promotions, hvor svenskeren offentliggjorde, at han rykker en vægtklasse ned til Mikkel Kesslers, supermellemvægt.
De to bokseres fælles promotor, Kalle Sauerland, er nu ude og sige, at han godt kunne se det opgør for sig, selvom begge boksere mere end er i spil til den store Super Series-turnering i efteråret.
»Mikkel Kessler er den uofficielle konge af Skandinavien, der vender tilbage, og det ville være en interessant kamp mellem den unge udfordrer og den gamle mester, som vil være nummer et igen. På toppen af det er der rivaliseringen mellem Danmark og Sverige, som er ret intens,« siger Kalle Sauerland til BT og kalder den eventuelle kamp for »fantastisk«.
Meget afhænger dog som skrevet af udfaldet af deltagerlisten til Super Series, som Sauerland stadig holder tæt inde til kroppen.
»Men det er stadig lidt tidligt, og der kommer den store turnering i deres vægtklasse. Her får vi i de kommende uger at se, hvem der kommer med,« siger Kalle Sauerland
Det virker dog stadig mest sandsynligt, at i hvert fald en og nok også begge af bokserne deltager i Super Series og dermed nok udskyder det fælles møde. Men Skoglund og Kesslers promotor har kampen for øje uanset, om det bliver på den lange eller korte bane.
»Det er en både logisk og interessant kamp. Set fra et sportsligt synspunkt vil det også være en kamp, hvor selv bookmakerne vil have svært ved at vælge en favorit. Ingen af os ved jo, hvad Mikkel kommer med i ringen. Og på den anden side
står der en ubesejret modstander,« siger Kalle Sauerland.