Fortsæt til indhold
Sport

Ukendt sprinter løber vild drømmetid på 100 meter

Ung amerikaner er nu blandt de 10 hurtigste mænd i historien.

Pas på Usain Bolt!

Ikke mange har indtil nu hørt om den 21-årige amerikanske sprinter Christian Coleman. Men det kommer man formentlig til i de kommende år.

Natten til torsdag dansk tid løb Coleman den hurtigste tid i år på 100 meter. I semifinalen ved de amerikanske college-mesterskaber løb han 100 meter på imponerende 9,82. Det er den hurtigste tid i år, og den 9. hurtigste tid nogensinde på den distance. Han havde en pæn medvind på 1,6 m/s, men det var indenfor den tilladte grænse på 2,0.

»Man kan godt fornemme, når man har den helt rigtige rytme, men man ved aldrig, hvor hurtigt man løber. Da jeg krydsede mållinjen, så jeg tiden og var rimeligt oppe at køre. Det var et rimeligt godt løb,« sagde Christian Coleman ifølge den amerikanske hjemmeside letsrun.com efter løbet.

Han er nu et seriøst bud på en VM-guldvinder, men i første omgang fokuserer han dog på college-finalen, der løbes på fredag.

Se løbet her:

Christian Coleman deltog ved OL i Rio, hvor han løb anden tur for USA i det indledende heat på 4x100 meter. Han fik ikke flere løb under OL, da han ikke havde kvalificeret sig individuelt.

Historiens 10 hurtigste mænd på 100 meter

9.58 Usain Bolt 16-Aug-09

9.69 Tyson Gay 20-Sep-09

9.69 Yohan Blake 23-Aug-12

9.72 Asafa Powell 2-Sep-08

9.74 Justin Gatlin 15-May-15

9.78 Nesta Carter 29-Aug-10

9.79 Maurice Greene 16-Jun-99

9.80 Steve Mullings 4-Jun-11

9.82 Richard Thompson 21-Jun-14

9.82 Christian Coleman 7-Jun-17