Fortsæt til indhold
Sport

Vi tager endnu en rusketur i tørretumbleren

Med 29-26 fremtvang Nykøbing en afgørende kamp om DM-guldet.

Jamen, hvorfor ikke…

I en sæson med favoritfald og en DM-finale for kvinder blottet for jysk deltagelse for første gang i 27 år skulle det selvfølgelig gå sådan hér.

I første slutkamp på udebane var København Håndbold klart mest tændt, klarest tænkende og vandt 29-26.

Lørdag skulle guldet så sikres hjemme i Frederiksberg-Hallerne, men på udebane var Nykøbing Falster Håndbold klart mest tændt, klarest tænkende og vandt 29-26.

Dermed skal vi heldigvis ud i tredje og afgørende dyst om en uge, og nej, der er ingen grund til at komme med et bud på en vinder, for denne sæson har gjort grin med alle forudsigelser og forventninger.

Ét gik dog hurtigt i opfyldelse lørdag, Nykøbing Falsters løfte om at vaske den første finaleplet af sig, men opgaven med at fremstå som et bedre kollektiv end sidst var nu heller ikke svær.

I denne omgang leverede den falstringske kamæleon igen-igen en forvandling og fremstod som en af dansk kvindehåndbolds flotteste og mest betagende skabninger med sin højoktan-offensiv og brillante individualister som Kristina Kristiansen, der naturligvis lyste op med flere geniale opspil og indspil.

Værter med kold motor

Det indsmigrende indtryk blev hjulpet godt på vej af modsætningen, en samling værter, som ikke blot havde startproblemer, men som syntes helt at have forlagt startnøglen. I den sidste hjemmekamp inden sit sommerskifte hev Anne Mette Pedersen en ganske unødvendig udvisning, kort efter formastede navnesøsteren med efternavnet Hansen sig til at jorde Nykøbing-stregen Mette Gravholt, og så havde udeholdet med ét fået alle tiders chance for at ryste nerverne af sig og bringe sig foran, og forspringet forsvarede de helt frem til tre minutter inde i anden halvleg.

Mellemspillet – og for den sags skyld efterspillet - var en langt bedre reklame for kvindehåndbold end den første finale. Om ikke renset helt væk var fejl i både tanke og handling barberet markant ned, og derfor blev opgøret faktisk ganske seværdigt og medrivende.

Blandt højdepunkterne var duellerne mellem de tidligere nævnte Mette Gravholt og Anne Mette Hansen, to spillere uden det mindste ønske om at flytte sig og med musklerne til at føre den magtdemonstration ud i livet, og ve den, der kommer i klemme mellem de to.

Og ve den omsorgsfulde psykolog, der lister ned til Nykøbing-bænken og beder om en lidt blidere omgangstone af hensyn til spillernes mentale balance. Vedkommende ville blive rullet i harpiks og hængt til tørre i målnettet, for hold da op, hvor er de hårde i filten.

Trods føring og en god fornemmelse endte en timeout i første halvleg i mundhuggeri, råberi og himmelvendte øjne, eliteidræt og ærgerrighed i koncentreret form, og koncentrationen lyste også ud af København-spillerne efter sidebyttet.

Tæt vals efter pausen

I omklædningsrummet kunne de kigge tilbage på en første halvleg, hvor de konstant havde et efterslæb, tabte en periode 1-5 og holdt udsalg på fløjene. Af samme grund så Ine Stangvik alt andet end fremragende ud, men med større assistance fra markspillerne banede den norske målvogter vejen for udligning til 16-16 ved at snuppe Nykøbings to første afslutninger efter pausen, selvfølgelig begge fra fløjen.

Derfra var afstanden mellem de to mandskaber maksimalt på ét mål helt frem til den absolutte afgørelse, og efter 48 minutter fik København Håndbold bragt sig foran for første gang siden stillingen 1-0.

Ren nerve, ren nydelse at se profiler som Mia Rej, Nathalie Hagman og Anne Mette Hansen fremvise klassen flot bakket op af ikke kun Lærke Nolsøe og Sofie Flader fra andet geled, og ren overtrumfning fra Johanna Westberg, der brugte sine 186 svenske centimeter og sin højrehånd størrelse bjørneklo til at assistere holdkammeraterne og selv slide sig igennem til scoringer og straffekast.

Ved 24-25 brændte København et straffekast, Nykøbing stak af og pressede DM-dramaet til det yderste.

Jamen, hvorfor ikke...