Frans Nielsen centimeter fra hattrick og bedste mand i sjælden Detroit-sejr
Se danskerens to flotte mål fra nattens kamp i NHL.
Der er stadig et godt stykke op til en slutspilsplads. Men i nat hjalp Frans Nielsen Detroit Red Wings i den rigtige retning med to scoringer i sejren på 3-2 over Vancouver Canucks.
Begge scoringer faldt i første periode. En efter en hurtig kombination med Andreas Athanasiou og den anden i powerplay, som ellers har været Detroits store svaghed hidtil i denne sæson.
Med de to mål rundede Frans Nielsen point nummer 30 efter 58 kampe. En total, der gør ham til den næstmest scorende dansker i Nordamerika efter Nikolaj Ehlers.
Det kunne dog også være blevet til sæsonens første hattrick for Nielsen, da han i slutningen af anden periode havde en helt fri mulighed foran Vancouver-målet, som han dog lige akkurat ikke fik forløst.
Nu er de fleste sejre vigtige, men denne i Vancouver har ekstra værdi for Detroit. Frans Nielsen fortalte i seneste udgave af Jyllands-Postens serie med ham, at nederlaget i kampen forinden mod New York havde været tungt for holdet, fordi det atter ødelagde en mulighed for at få stablet en sejrsstime på benene.
I den seneste uge har Detroit Red Wings' general manager (sportsdirektør, red.) sendt to stamspillere væk i handler. Noget, der har fået følgere af holdet til at spekulere i, om man fra den sportslige ledelses side ville kunne leve med en lav placering i grundspillet efter den sløve sæsonstart for i stedet at sikre sig et stort talent i den årlige NHL-draft. Men de træk har ikke ændret noget for spillerne på isen, slog Frans Nielsen fast efter Vancouver-sejren.
»Vi går ind for at vinde. Det er den eneste måde, som vi kender til. Uanset, hvad der sker oppefra, skal man blive ved med at spille på den rigtige måde. Man skal ikke skabe dårlige vaner, så vi skal forlive fokuseret, og det synes jeg, at vi gjorde,« sagde danskeren, der blev kåret til kampens spiller.
Kampen i Vancouver var den første af seks udebanekampe i træk for Detroit Red Wings, som i øjeblikket har ni point op til en slutspilsplads.