Jesper Skibby: Livet kan hurtigt bringe mig ud af fatning

Jesper Skibby var kendt som en af cykelverdenens sjove drengerøve. En, der kunne levere sjove kommentarer og gøgl, selv når han havde været igennem umenneskelig smerte i de store cykelløb.

Men Jesper Skibby havde en maske på, da han var cykelrytter. Han var ikke lykkelig. Han snakkede for sjældent med sin far og mor i Køge, med sin søster og med sin egen kone og datter. Han tog epo på hotelværelset og kontrollerede sin hæmatokritværdi med sin egen centrifuge.

Engang, da dopingkontrollen kom, nåede han på det par minutter, han havde til at gøre sig klar til kontrollen, at sprøjte nok saltvand i sine årer til, at hans hæmatokritværdi lige akkurat kom ned under den tilladte grænse på 50.

Han blev aldrig taget for doping, men han dopede sig i mange år.

Han havde det dårligt, men lod, som om han var glad. Han dopede sig, men sagde, at han ikke gjorde.

Og han var meget alene, for i modsætning til, hvad nogle mener, så var doping på ingen måde sat i system, siger Jesper Skibby, der selv var nødt til forsigtigt at lægge følere ud forskellige steder, før han fandt ud af, hvordan han kunne dope sig, og hvordan han kunne få fat i stofferne.

»Du går ikke lige ned i restauranten og siger: “Hallo, er der nogen, der har nogle ampuller epo til overs?”,« forklarer Jesper Skibby. Den eneste hemmelighed, han har tilbage, er navnet på den læge, som hjalp ham med doping. Han kan ikke se noget formål med at afsløre manden.

»Hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg bad jo selv om lortet, og det er den skinbarlige sandhed. Jeg kan jo ikke lave om på tingene. Kan du følge mig?« siger Jesper Skibby.

Sport er blevet lidt for kedeligt

Jesper Skibby holder stadig af cykelsporten, men han synes, at der mangler karakterer som John McEnroe og Mario Cipollini. Der mangler vildskab, synes han, og det samme gælder for eksempelvis fodboldspillere.

»Jeg synes, at det kunne være så fedt, hvis der var en, der bare sagde, at det var noget fucking lort og så sparkede til banderne en gang imellem, hvis det var en fodboldkamp for eksempel. Gå dog amok, for helvede. De kunne være så blæret; så ville jeg tænke, at nu er det sjovt,« siger Jesper Skibby.

Kan du godt se cykelsport i dag uden at tænke på, om rytterne er dopede?

»Prøv at høre, det er en helt anden verden, det er en helt anden generation. Der er sgu sket en holdningsændring i cykelsporten, det er helt vildt, og det er kun godt,« siger Jesper Skibby.

Men du tror ikke, at de doper sig i dag?

»Jeg kan ikke sige, at det gør de ikke. Men det virker for pænt. Man kan også se på løbene, at de er blevet meget anderledes, « siger Skibby.

Hvordan?

»Du har ikke en Pantani længere, som ikke satte sig ned op ad Alpe d’Huez på et eneste tidspunkt. Du har jo ikke de der fuldstændigt sindssyge præstationer mere. Det er den måde, du kan se det på,« siger Skibby.

Skibby var den mest vindende danske rytter

Jesper Skibbys far var danmarksmester i cykling og trænede sin søn i Køge. Moren var skolelærer og forsøgte at hjælpe ham med lektierne, selv om han ikke gad det boglige. Farens anerkendelse var svær at få, og det blev Jesper Skibbys drivkraft, selv om det på mange måder var en håbløs kamp at kæmpe.

Da Jesper Skibby selv blev professionel cykelrytter og kom hjem med en andenplads, spurgte faren, hvorfor han ikke blev nummer ét, har Skibby forklaret i bogen “Forstå mig ret”, som han skrev sammen med journalisten Brian Askvig.

Som 22-årig rejste Jesper Skibby i 1986 til Belgien for at mødes med holdet Roland, som han skrev kontrakt med, selv om hans far havde sagt, at han ikke skulle. Det fik faren til at holde op med at tale til sønnen. Jesper Skibbys liv bestod i at cykle, spise og bo på hotel i Belgien. Bjarne Riis og Brian Holm var hans holdkammerater.

»Der blev bygget en struktur op omkring mig, og jeg skulle bare cykle, og så var der nogle ting, jeg ikke måtte spise. Det var lidt en børnehave,« forklarer Jesper Skibby i dag.

Roland voksede og blev et stort hold. I 1989 skiftede han til TVM-holdet i Holland, som også voksede og blev stort. Det år vandt han 19. etape i Giro d’Italia, og i 1993 vandt han 5. etape i Tour de France. Han blev på TVM, indtil han skiftede til det danske hold Team Home Jack & Jones i 1998. Efter sæsonen i år 2000 indstillede han karrieren som aktiv.

Identiteten forsvandt, da han holdt op med at cykle

Da han standsede sin karriere som professionel cykelrytter i år 2000, vidste han ikke, at man kunne betale regninger på posthuset. Fra da af har han kæmpet en kamp, der kræver noget helt andet end at vinde et cykelløb. Da det ekstreme fokus på resultater inden for sporten var væk, trådte hverdagen langsomt frem i hans bevidsthed, og han fandt ud af, at der var en masse ting, han havde brug for at lære.

Små ting kan nemlig hyle Jesper Skibby ud af den. For eksempel var han ude at se fodbold, da han hørte nogen sige: »Hej Jesper!« Nogle børn havde genkendt ham. Jesper Skibby vidste ikke, hvad han skulle sige.

»Det lyder helt åndssvagt. Jeg står bare “pheeewww”. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal tackle det,« forklarer Jesper Skibby.

»Livet kan hurtigt bringe mig ud af fatning. Det skal da ikke være nogen hemmelighed. Nogle gange har jeg svært ved at gennemskue, hvordan samfundet er skruet sammen,« siger han.

Jesper Skibby valgte at forlade cykelsporten, fordi han gerne ville lære noget nyt. Han ville gerne udvikle sig, og det vil han stadig gerne, selv om det betyder, at man nogle gange bliver slået ud og må rejse sig igen.

»Det sværeste ved at stoppe var, at min identitet fuldstændig forsvandt. Jeg var nødt til lynhurtigt at gøre mig klart, om jeg ville fortsætte i cykelsporten, eller om jeg ville noget helt andet,« siger Jesper Skibby.

»Jeg var så heldig at komme til FC København med Flemming Østergaard. Jeg var stadigvæk i sportens verden, men i en salgsorienteret rolle,« siger Jesper Skibby.

Bestyrelsesformand Flemming Østergaard og Skibbys direkte chef, Dan Hammer, hjalp ham, da han fik en depression og blev afhængig af epilepsimedicin. Andre arbejdspladser havde måske ikke givet ham så lang snor, men i Parken var der plads og mennesker med kræfterne til at trække ham tilbage på sporet af et normalt liv. De oplevelser har han fortalt om i bogen fra 2006.

Da Flemming Østergaard stoppede som bestyrelsesformand i Parken i år 2010, stoppede Skibby også.

»Der var højt til loftet, og det var en højt profileret klub og en fantastisk sjov tid, men det er klart, at lige så snart han ikke var der længere … Men så mødte jeg jo heldigvis Kim König i HC Container,« siger Jesper Skibby.

Jesper Skibby arbejdede et år for Lyngby Boldklub som sælger. Kim König havde han allerede mødt i Parken, hvor König var sponsor. Han var også sponsor i Lyngby Boldklub, og han tilbød Skibby et job som sælger i sin vognmandsvirksomhed i Kirke Værløse.

Netværk i top: »Jeg kender jo Gud og hvermand«

»Det vigtige er jo ens netværk, at det er i orden. Jeg kender jo Gud og hver mand. Det er jo det, der er fedt,« siger Jesper Skibby.

Han blev ansat som miljøkonsulent og var blandt andet med til at profilere et nyt koncept med at afhente byggeaffald i store, solide poser. Han kunne godt lide Kim König, og han kunne godt lide sin nye arbejdsplads, hvor en skovl var en skovl – og en container en container.

»Jeg kunne bare godt se mig selv i den her virksomhed, fordi der bare er knald på, og det synes jeg er skide skægt,« siger Jesper Skibby.

Fra cykelsporten var han vant til en direkte tone, hvor han fik at vide, hvis hans præstation ikke var i orden. I HC Container var jargonen også direkte, men til gengæld hjertelig. Og så var chauffører, planlæggere og bogholdere ligeglade med, at han engang havde været en stor kanon på landevejene i Sydeuropa.

Jobbet ved HC Container var en del af den proces, der begyndte, da han stoppede som cykelrytter og forsøgte at træde ind i et almindeligt liv. Indtil da havde hans liv været forskelligt fra stort set alle andre menneskers — bortset lige fra en håndfuld andre danske, professionelle cykelryttere, heriblandt Brian Holm, som Jesper Skibby stadig er gode venner med.

Skibby havde boet i Belgien, kørt på cykel seks til otte timer om dagen, spist en masse pasta, slappet af, købt dyre biler og kørt hurtigt i dem, købt dyre ure i London og så selvfølgelig kørt cykelløb. Han havde haft en kone og en datter, Nicoline, men forholdet var ikke sådan, som det burde have været:

»Når man kører cykelløb, så er ens familie sekundær. Den kom jo på fjerde- eller femtepladsen; forstået på den måde, at jeg elsker min datter Nicoline over alt på jorden, selvfølgelig gør jeg det, men jeg har bare først nu fundet ud af, hvor fucked up jeg var familiemæssigt,« siger han.

Laver gøgl, fordi det er sjovt

Jesper Skibby laver stadig en masse gøgl ved siden af sit arbejde i vognmandsforretningen. Senest har han været med i tv-programmet ”5. Halvleg” på Kanal 5.

»Jeg gør det, fordi det er sjovt. Men HC Container er en base for mig. Når jeg kommer på arbejde, så er det ligesom mit andet hjem,« siger han.

En del af hans job er at promovere virksomheden, og i hele sin karriere var han en mester i at sige ting til journalister, som gav gode overskrifter. Men der er noget ved manden, som gør, at man har lyst til at tro på ham. Han virker egentlig til at have det godt som konsulent for en vognmand. Han har et specielt forhold til sine chefer. Han får lov at være sig selv. Det virker.

»Jeg er ægte hele vejen igennem, og hvordan gør man det? Jeg har nogle gode venner og relationer, netværk, hvad fanden ved jeg. Og så kommer det den vej. Det er jo det, det gælder om for alle, og det er ligegyldigt, om man er tidligere sportsudøver, eller hvad man er, bare man er ægte hele vejen igennem, fordi mange putter en maske på,« siger han.

Anderledes valg fører til personlig udvikling

Han vil gerne udvikle sig. Derfor understreger han flere gange i interviewet, at han mener, at det er vigtigt, at sportsudøvere beslutter sig for, om de vil blive i sporten, når de stopper som aktive, eller om de vil prøve noget helt andet.

»Det er jo sådan set et rimeligt simpelt valg, men går du over på den mørke side, går du over til det ukendte fra det kendte, så kræver det også, at du er forberedt på nogle kulturchok,« siger Jesper Skibby.

Han har selv valgt det ukendte og taget sine chok. Sådan har han lært nye ting om livet. For andre vil læresætningen, der kommer nu, være banal, men de fleste ting i livet er jo banale, og alligevel har de fleste deres kvaler med at leve det.

»Jeg har lært, at man skal behandle andre mennesker, som man gerne selv vil behandles. Det er en meget vigtig ting. Det er klart, at hvis du har med topsportsfolk at gøre, så ved du også, at folk omkring gør ting for dem, og det kan hurtigt fucke dig op, så du tror, at det er en normal ting, at andre hopper og springer og gør ting for dig. Når du går over i erhvervslivet, så skal du lære at stå på egne ben. Her er du nødt til at møde folk i øjenhøjde,« siger Jesper Skibby.

Til gengæld har han opdaget, at så længe han respekterer andre og gør sit bedste, så vil andre mennesker gå langt for ham, når han har brug for hjælp til noget, som han er dårlig til.

»Når folk finder ud af, at der er noget, jeg ikke ved, så viser de mig, hvordan det hænger sammen. Jeg har fået kæmpe respekt for folk her i HC, chauffører, you name it. Jeg sidder bare: “Fuck mand, hvordan kan de det der?” Og det gør jeg stadigvæk. Hvordan kan man være så klog, og hvordan kan jeg være så dum? Forstå mig ret,« siger Jesper Skibvby.

På arbejde uden for komfortzonen

Han mener, at vognmandsvirksomheden i Kirke Værløse har lært ham, hvad mennesker egentlig er, fordi der er en kultur i virksomheden, hvor folk er direkte og siger, hvad de mener.

»Jeg er ude af skallen. Jeg er ude af min komfortzone, og det er meget sundt,« siger han.

»Jeg kommer tit ud på dybt vand og må lære at tackle det, men så har jeg Kim König, Jens (Kofoed, red.) og Lars “Landmand” (Aslagsen, red.), og hvad fanden ved jeg, at støtte mig op ad,« siger Jesper Skibby.

At være ude af komfortzonen er ikke rart. Men alligevel kan nogle mennesker godt lide det. Sådan en er Jesper Skibby.

»Når jeg er ude af min komfortzone, bliver jeg testet, og når jeg bliver testet og består, så har jeg en fed følelse. Bliver jeg testet og fejler, så tænker jeg: “Fuck, så må jeg hjem og arbejde videre”. Men det fedeste for mig ved at være her i HC, det er, at jeg har nogle mennesker bag mig, som siger: “Prøv at høre her Jesper, det er sådan, så gør vi sådan, så gør vi sådan”,« forklarer Jesper Skibby.

Bidrager med originalitet og karakter

Så selvom Skibby har læremestre, bidrager han med noget originalt til virksomheden, og han mener, at topidrætsfolk i det hele taget har nogle særlige evner, som kan gavne erhvervslivet.

»Topatleter, som stopper, har så stor kvalitet. Nu siger jeg ikke, at jeg har stor kvalitet i HC, for det er jeg for ydmyg til. Men topsportsfolk har en eller anden mærkelig laissez faire-måde at leve på. Det er lige meget. Det kører bare. Men tag ikke fejl. Det er mange gange skinnet, der bedrager, for de er jo målrettede. De er allesammen målrettede,« siger Skibby.

Skibby er selv målrettet og lever fuldt ud op til sin egen karakteristik. Han kommer lidt for sent, og han virker til at svare det, der falder ham ind, på spørgsmålene.

»Selvfølgelig har jeg en agenda. Men jeg kunne aldrig finde på at sidde til et møde og sige, at jeg vil det, og jeg vil det, og så vil jeg det. Men selvfølgelig har jeg en agenda. Selvfølgelig ved jeg, hvor jeg skal hen,« siger Jesper Skibby.

Skibby er ansat til at være Skibby. Han er rimeligt ustruktureret, men det er lige meget. Det, han gør, virker.

»Og det er jo det, der gør det specielt, frem for at møde på arbejde og tænkte: ”Okay, så er der otte en halv time igen.” Det ville være småkedeligt. Jeg prioriterer meget at komme hjem til min familie hver aften, men det er jo, fordi jeg elsker dem - for at være helt ærlig,« siger han.

YouTube bugner af interviews med den slagfærdige Jesper Skibby. Her er et af de mest mindeværdige:

Chaufførerne i vognmandsvirksomheden joker med, at Skibby ikke laver andet end at spise frokost og holde møder. Og det er måske rigtigt nok.

Men man kunne også kalde det opsøgende salg. Han snakker med folk til for eksempel ishockeykampe og fodboldkampe. Han er spydspidsen, som virksomheden sender ud for at etablere kontakt til nye kunder, inden direktørerne rykker ind med kontrakter og den slags.

»Jeg tror meget på netværk, og jeg bruger meget relationsbaseret salg. Hvem kender hvem,« siger Jesper Skibby.

Som aktiv rytter var han også et socialt samlingspunkt. Når der ikke skete så meget i et cykelløb, sad der tit en gruppe ryttere, ofte mange danskere, og snakkede sammen nede bagerst i feltet med Skibby som centrum. Gruppen blev kaldt “Skibbys kontor”. I sit nuværende job har han mulighed for at bruge sine naturlige styrker.

»Det er kun, fordi jeg er her, at jeg kan få lov at være mig selv, og det er essentielt for mig at have lov til at være mig selv, at jeg har lov til at være den skæve person, fordi jeg er en skæv person. Jeg har ikke læst tykke bøger. Som cykelrytter levede jeg i en anden verden,« siger Jesper Skibby.

»Vigtigt at være en ægte person«

Derfor er det vigtigt at forstå, at med en person som Jesper Skibby kan man ikke nødvendigvis se det, men han har et mål med det, han gør.

»Jeg lader mig ikke stoppe af noget som helst. Jeg er ikke god til it og sådan noget lort, men så er jeg god til noget andet,« siger han.

Han er med på møder med store kunder som Copenhagen Markets i Høje Taastrup (Nordeuropas største distributionscenter for frugt, grønt og blomster, red.) og Voss-Electrolux (der laver komfurer, red.), men han holder også møder med for eksempel pizzariaer. Han opfører sig på samme måde over for store og små kunder.

»Det er vigtigt at være en ægte person, for så ved folk, hvad de får,« siger han.

Jesper Skibby har stadig fuld fart på. Han snakker med Gud og hver mand, sælger, ser ishockey og fodbold, er en weekend i Jylland, ude at rejse og »fanden og hans pumpestok«. Men han kommer altid hjem til sin datter Elisabeth på 10 år og sin kæreste Mette Røpke i Gilleleje, og det er en stor forskel fra at sidde alene på et hotelværelse i Belgien, når man har fri.

Der er styr på prioriteringen i hans liv.

»Det er bare vigtigt for mig at være sammen med min familie og med gode kolleger. Det er vigtigt at bruge tid på det og fordybe sig i det,« siger han.

Det er sådan, han bevarer fatningen.