Fortsæt til indhold
Sport

Ny aktieemission skal redde Brøndby fra konkurs

Gæld til klubbens hovedaktionær, Jan Bech Andersen, skal indfries i en ny aktieemission. Klubbens direktør vil ikke selv garantere, at klubben er en god forretning, og det gør han klogt i, lyder det fra en investeringsøkonom.

Der er ikke penge nok i Brøndbys klubkasse til at overleve de næste 12 måneder.

Derfor annoncerede klubben mandag, at der skal hentes mellem 100 og 140 mio. kr. ind til klubkassen igennem en forestående aktieemission.

Det ville ikke se godt ud, hvis Jan Bech Andersen bare nedskrev gælden. Det ville sende et signal til alle dem, der har lånt penge til Brøndby, at de er nogle idioter. Derfor ser det bedst ud, at pengene går tabt på aktiemarkedet
Per Hansen, , investeringsøkonom, Nordnet

En af dem, der allerede har givet garanti om at tegne for op imod 67 mio. kr. ved det forestående udbud af aktier, er Brøndbys hovedaktioner, Jan Bech Andersen.

Pengene skal først og fremmest bruges på at betale et lån tilbage til netop Jan Bech Andersen, som klubbens tidligere bestyrelsesformand udstedte til Brøndby i forbindelse med sin udtræden af bestyrelsen i foråret.

Investeringsøkonom Per Hansen mener derfor, at Jan Bech Andersen effektivt afskriver den udestående gæld, klubben har til sin hovedaktionær.

»Det er i praksis allerede det, man gør. Det ville ikke se godt ud, hvis Jan Bech Andersen bare nedskrev gælden. Det ville sende et signal til alle dem, der har lånt penge til Brøndby, at de er nogle idioter. Derfor ser det bedst ud, at pengene går tabt på aktiemarkedet,« siger Per Hansen fra Nordnet.

»En god investering«

Foruden Jan Bech Andersen tegner tre investeringsfirmaer sig for den sidste tredjedel af det bindende forhåndstilsagn. Men også en unavngiven privatperson figurerer i Brøndbys prospekt for aktieemissionen.

Brøndbys direktør Jesper Jørgensen vil ikke gå i detaljer med privatpersonen, som ønsker at være anonym, men han understreger, at personen ikke tidligere har haft nogen relation til klubben.

»Han arbejder inden for den finansielle verden, og han synes, det er en finansielt god forretning at udstede en garanti på emissionen. Hvor Jan Bech Andersen også har en stor passion for fodbold og Brøndby IF, så ser denne person det blot som en god investering,« siger Jesper Jørgensen.

Jesper Jørgensen vil dog ikke udstede garantier om et udbytte til de personer, der køber aktier i klubben.

»Det må være op til den enkelte at vurdere, om det er en god investering. Det skal jeg ikke. Vi har fremlagt det, vi vil bruge pengene til, og så må de hver især vurdere, om de ønsker at være med,« siger Jesper Jørgensen.

Busteinvestorer

Per Hansen mener, at Jesper Jørgensen gør klogt i ikke at udstede garantier omkring det forestående udbud af aktier.

»Der er intet i fortiden, nutiden eller fremtiden, der viser, at dette er en god forretning. Det mest sandsynlige er, at denne emission blot er endnu et led i en perlerække af emissioner. Der findes kun to typer, der investerer i klubben,« siger han og tilføjer:

»De er enten tilhængere, som støtter klubben, fordi det kan højne fodboldniveauet og give gode oplevelser, eller også er det busteinvestorer. Det er dem, som får opstillet en statue af dem selv uden for stadion, fordi de var med til at redde klubben fra konkurs.«

Ingen garantier

Som man kunne læse i Jyllands-Posten søndag, ønsker Jesper Jørgensen at genetablere tilliden til klubbens økonomi efter at have tabt 510 mio. kr. på fem år. I foråret lancerede klubben derfor strategien 6.4, der senest i 2019 skal sikre økonomisk balance. Men samtidig ville Jesper Jørgensen ikke afskrive, at klubben også i fremtiden kan blive afhængig af Jan Bech Andersens hjælp.

»Jeg er sikker på, at han også i dag støtter op om denne strategi, så vi i fremtiden ikke kommer til at tage for let på den økonomiske styring. Dermed ikke sagt, at der ikke er nogen garanti imod underskud eller dårlige sportslige resultater. Sker det, så kan det komme på tale, at Jan Bech Andersen må træde til,« sagde Jesper Jørgensen.

I prospektet for Brøndbys forestående aktieemission hedder det dog også, at Jan Bech Andersen kan komme til at opnå »betydelig ejerandel i Brøndby IF«, hvis ikke det lykkes klubben at sælge tilstrækkelige aktier.

Per Hansen mener, at Jan Bech Andersen allerede nu nyder stor magt i klubben.

»Man skal være blind, hvis ikke man kan se, at Jan Bech Andersen bestemmer alt i Brøndby. Hvis ikke han er med, så bliver det meget svært at rejse de her penge. Hvis du slår den kilde ihjel, som giver dig et kunstigt åndedræt, så skal du finde en ny pacemaker eller ny donor.«