Fortsæt til indhold
Sport

Ungdomsspillere i AGF udgør næsten en tredjedel af U17-landsholdet

Talenter: Fem AGF-spillere er i disse dage med det danske U17-landshold i Ungarn, og det glæder både talentchef i klubben og Superliga-træner Glen Riddersholm, som mener, at talentudvikling er essentielt for AGF’s fremtid.

Daniel Winther Pedersen

Der var engang, da AGF’s ungdomsafdeling producerede spillere, som endte med at løbe rundt på de største scener i europæisk fodbold. Stig Tøfting, Martin Jørgensen, Marc Rieper og den tidligere europamester Flemming Povlsen for at nævne nogle.

De senere år har det været mere sparsomt med AGF-talenter, der er endt som internationale profiler.

Det er unikt, at vi har fem spillere på ét U-landshold.
Anders Madsen, talentchef i AGF

Leon Andreasen løber dog til dagligt rundt i den tyske Bundesliga og gør en flot figur, ligesom Morten ”Duncan” Rasmussen også er i gang med en flot karriere.

Men nu er der måske flere af de store stjernefrø på vej i Danmarks andenstørste by.

I disse dage er det danske U17-landshold på en længere udenlandstur til Ungarn for at spille EM-kvalifikationskampe.

Her udgør de fem AGF-spillere Benjamin Hvidt, Daniel Thøgersen, Sebastian Hausner, Søren Bugge Jepsen og Magnus Kaastrup næsten en tredjedel af den i alt 18-mand store trup, hvilket glæder Anders Madsen, der er talentchef i AGF.

»Det er unikt, at vi har fem spillere på ét U-landshold. Det er det også på landsplan. Ser man på U20-landsholdet og nedad, så ser du ikke ofte, at en tredjedel af en trup er domineret af én klub,« siger Anders Madsen, der tror, at man for at finde et lignende tilfælde i AGF skal tilbage til årgang 1995 eller årgang 1987, hvor blandt andre Danilo Arrieta, Navid Dayyani og Bo Storm spillede på U-landsholdene.

Selvtræning er vigtigt

Anders Madsen blev ansat som talentchef i AGF i foråret 2015, og gør det derfor klart, at det ikke er hans fortjeneste, at AGF lige nu har en lovende U17-årgang.

Han mener, at årsagen blandt andet skal findes i, at årgang 2000 var den første årgang i AGF, som, allerede da de spillede U10, blev en del af en ny struktur i talentafdelingen. Den nye struktur indbefatter mere træning, hvor der er større sammenhæng mellem, hvad de unge talenter lærer fra årgang til årgang, siger Anders Madsen.

Derudover mener talentchefen, at man er nødt til at give de fem U17-landsholdspillere en del af æren for at nå dertil, hvor de er i dag.

»U17-årgangen har en helt særlig dynamik, som indebærer, at de selvtræner enormt meget. De forsøger hele tiden at dygtiggøre sig. Kigger man på talentet i årgangen, er det ikke, fordi det er enormt meget større end i andre årgange. Men de har bare trænet rigtig, rigtig godt, og det er for mig at se altafgørende for, at de er nået hertil,« siger Anders Madsen.

16-årige Sebastian Hausner, der har spillet 14 U-landsholdskampe, giver Anders Madsen ret i, at han selv og hans holdkammerater på U17-ligaholdet har en særlig indstilling til træning.

Den unge midterforsvarer fortæller, at det er en blanding af, at de er mange spillere på holdet, som ønsker at drive deres fodboldtalent til noget stort, men også at de indbyrdes kommer rigtig godt ud af det med hinanden.

»Vi har et godt sammenhold i U17-årgangen i AGF. Udover at vi er holdkammerater, er vi også rigtig gode venner. Vi kan faktisk godt til tider være lidt afhængige af hinanden. Men det betyder også, at det er naturligt for os at bruge meget tid sammen, og når vi alle brænder for fodbold, er det oplagt at træne ekstra meget sammen. Vi har alle et ønske om at gøre hinanden bedre,« siger Sebastian Hausner.

Lang vej til Superliga

Den eneste af de fem aarhusianske U17-landsholdspillere, som allerede nu træner fast med Superliga-truppen, er midtbanespilleren Benjamin Hvidt.

Selvom Glen Riddersholm, der er cheftræner for AGF’s Superliga-hold, er glad og stolt af, at AGF er stærkt repræsenteret i U17-årgangen, gør han det klart, at de unge talenter har meget arbejde foran sig, hvis de vil ende som Superliga-spillere.

»Jeg har selv været U-landsholdstræner og oplevet, at mange af de bedste, unge spillere ikke har kunnet klare især de mentale krav, der skal til for at nå igennem nåleøjet. Derfor skal vi signalere til spillerne og deres familier, at der er rigtig lang vej endnu, før vi kan begynde at se frem mod, at de skal tage steppet til U19-landsholdet og derfra til Superliga-truppen,« siger Glen Riddersholm.

Glen Riddersholm er glad for, at AGF har valgt at satse endnu mere på udvikling af egne talenter, hvilket bl.a. har betydet, at man i 2015 gik fra at være fire fuldtidsansatte i talentafdelingen til ni.

For ham er det altafgørende, at AGF er i stand til at producere spillere til klubbens førstehold, fordi man ikke har samme økonomi som bl.a. FCK, og fordi udvikling af egne talenter er med til at skabe en stærk kultur på klubbens førstehold.

Men Glen Riddersholm mener også, at AGF er nødt til at presse klubbens talenter endnu mere, fordi talentudviklingen i de seneste år har givet et for lille afkast.

»Vi er i gang med en mentalitetsændring i AGF. I de seneste år er der for mange af vores bedste talenter, der er blevet forkælet, og der er vi ved at indse, at vi er nødt til at stille større krav til de yngste og bedste spillere. Ellers har vi ikke en chance for at være selvforsynende med egne spillere fra talentafdelingen. Og det er essentielt for en klub som AGF,« siger Glen Riddersholm.