Fortsæt til indhold
Sport

FCM’s hollænder: »Når jeg er blandt de unge, føler jeg mig ung«

Rafael van der Vaart, 33 år, har nu fået spilletid i to kampe. Vi har spurgt ham om hans øjeblikkelige form og om, hvordan han ser på dansk fodbold.

Et kvarter mod Viborg og en time mod Esbjerg. Rafael van der Vaart, hollandsk midtbanespiller og det største navn, der har optrådt i Superligaen, er så småt ved at spille sig i form i sin nye klub, FC Midtjylland. Den 33-årige hollænder med 109 landskampe bag sig nåede i et kvarter at vise sine kvaliteter mod Viborg, i kampen mod Esbjerg havde han luft til en times i øvrigt imponerende spil.

Vi har talt med hollænderen, der har klubber som Real Madrid, Tottenham Hotspur, Hamburger SV, Ajax Amsterdam og Real Betis på sit cv.

Dette er ikke verdens bedste liga, men for de unge er det måske den bedste liga at blive bedre i.
Rafael van der Vaart, om Superligaen

Rafael van der Vaart, hvor langt er du fra at kunne spille en hel kamp?

»Det er svært at sige. Jeg havde det virkelig fint mod Esbjerg, da jeg spillede en time. Alle, der er med fra start, går ned i kadence i perioder. Hvis jeg skal spille 90 minutter, så begynder jeg nok ikke, som jeg gjorde mod Esbjerg, hvor jeg vidste, at jeg ikke skulle spille hele kampen. Jeg føler mig bedre og bedre tilpas hver dag. Vi tager det trin for trin. Vi har en fantastisk fysisk træner, der gør det godt. Hver dag ser vi på, hvordan min krop reagerer, og så beslutter vi, hvor lang tid jeg kan spille.«

Hvordan oplever du niveauet i Superligaen?

»Helt ærligt, det er svært at sige, for jeg har kun spillet med i to ligakampe. Selvfølgelig har jeg set andre kampe. Brøndby, København og os og og et par andre hold er meget stærke. Eller svære at slå. Det er måske en bedre beskrivelse. Men når vi spiller, som vi spiller mod Esbjerg, også selv om det ikke er det bedste hold i ligaen, så kan vi slå alle. Jeg elsker den måde, vi spillede på mod Esbjerg. Vi spillede fodbold mellem linjerne, det var 0-0 ved pausen, men folk på tribunerne var forbløffede over vores spil. Sådan skal det være: Folk skal komme på stadion for at få en dejlig aften, de skal ikke se en kedelig kamp.«

Føler du, at du har noget at bevise i FC Midtjylland?

»Jeg tror, at du altid skal bevise, hvor god du er. Du skal levere hver dag. Sådan er livet som fodboldspiller. Man kan ikke leve i fortiden. Når man kommer som en stor spiller og vil give de unge gode råd, skal man stadig vise sit værd på banen. For ellers lytter de ikke til en. Der er folk, der tvivler på mig: ”Han kommer bare for at være hos sin kæreste”, siger de. Men jeg håber, at jeg kan vise, at det ikke forholder sig sådan. Jeg giver alt, hvad jeg har. Jeg håber, at det er nok.«

Hvor længe fortsætter du din karriere?

»Jeg håber, at jeg kan spille i lang tid. Jeg har en kontrakt her på to år. Hvis min krop og mit hoved stadig vil, så bliver jeg ved. Jeg vil hjælpe klubben, og dette er et skønt sted at være. De er virkelig gode til at dosere træningen, og når jeg er blandt de unge, føler jeg mig ung.«

Hvor store talenter er der i Midtjylland?

»Der er spillere i Midtjylland, som har noget, der ser godt ud. Vores højre back, Rasmus Nissen, er en meget stærk fyr, og så vores nummer 22, Mikkel Duelund, der spiller venstre kant. Begge har gode færdigheder. Det fine her er, som i Ajax, at de unge får chancen. Dette er ikke verdens bedste liga, men for de unge er det måske den bedste liga at blive bedre i. Det er ærgerligt, at vi ikke kom i Europa League, for det er vigtigt for de unges udvikling at spille kampe på højt niveau et par gange om ugen.«