Fortsæt til indhold
Sport

Morten Stig Christensen begræder Ulrik Wilbeks opsigelse

Ulrik Wilbek har opsagt sin stilling som sportschef i Dansk Håndbold Forbund.

Uroen om Ulrik Wilbek fik ham mandag til at trække sig som sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF).

Balladen opstod fredag i sidste uge, da både BT og TV 2 Sport berettede, at han to gange opsøgte spillerne under OL for at høre, om landstræner Gudmundur Gudmundsson skulle fyres. Første gang var efter nederlaget til Kroatien i en indledende puljekamp og anden gang efter triumfen, da Danmark vandt guld over Frankrig.

»Efter en OL-turnering, hvor det var min oplevelse, at trænere, spillere og stab sammen fandt frem til et konstruktivt samarbejde, har de seneste dages uro i pressen gjort det umuligt for mig at se mig selv fortsætte i stillingen. Det vigtigste for mig har altid været og er fortsat dansk håndbold, og i lyset af den uro, der har været siden hjemkomsten fra OL i Rio, kan jeg ikke se mig selv fortsætte som sportschef,« udtaler Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse.

Personligheden skygger

Generalsekretær i DHF, Morten Stig Christensen, er ked af, at Ulrik Wilbek har sagt sin stilling op.

»Ulrik har truffet beslutningen om, at han ikke ser sig selv i rollen som sportschef oven på det efterspil, der har været, og det accepterer jeg, for det er velovervejet fra Ulriks side. Vi har haft flere snakke undervejs, ligesom vi har talt med landstræneren, så Ulrik er meget afklaret omkring, at han ikke kan være i den situation, hvor hans personlighed, som er meget stor i dansk håndbold, kommer til at overskygge, at Gudmundur har de rigtige betingelser frem mod de kommende opgaver,« siger Morten Stig Christensen.

Har der været en konflikt mellem Gudmundur Gudmundsson og Ulrik Wilbek?

»Det vil jeg ikke kommentere, men jeg kan konstatere, at vi startede lidt spillemæssigt skidt ved OL, og det er en sportschefs opgave at sparre, hvis der er brug for det, og fra kvartfinalerne og frem synes jeg, det var tydeligt, at der var mange ting, der gik op i en højere enhed, og det gav guldmedaljen. Enhver, der har forstand på håndbold, kan se, at der skete en progressiv udvikling undervejs, og det er der mange, der har stået fadder til.«

Har Ulrik Wilbek forsøgt at få Gudmundur Gudmundsson fyret?

»Det vil jeg ikke kommentere. Jeg ved ikke, hvordan det er forløbet. Det lyder, som om at medierne ved det bedre end os andre.«

Normalt går man vel ikke, på grund af hvad pressen skriver, med mindre der er noget rigtigt i det?

»Det, tror jeg, er en forkert konklusion. Uanset om noget er rigtigt eller ej i medierne, kan man vel godt føle, at ens person kan stå i vejen? Ulrik er en meget stor personlighed og en meget tung placering i dansk håndbold, og det betyder også, at det skaber stor opmærksomhed, når Ulrik siger noget. Han har vel følt, at det her har skabt en opmærksomhed, hvor han er nervøs for at komme til at overskygge de målsætninger, vi har. Vi må konstatere, at der har været et efterspil, og det har han reageret i forhold til.«

Du siger, at Ulrik Wilbek er stor personlighed i dansk håndbold. Har han fyldt for meget?

»Det var han måske været bange for, at han gjorde i den sidste periode. Jeg er vant til at arbejde sammen med store personligheder, og ind imellem fylder de rigtig meget, og andre gange laver de geniale ting. Ulrik har haft kolossal betydning for håndbolden, og han har en stædig natur, der vil finde svar på nogle af de spørgsmål, som gør, at Danmark fortsat kan spille en central rolle, og det har han været meget optaget af,« siger Morten Stig Christensen.

Ulrik Wilbek vil nu fokusere på sit kandidatur til at blive borgmester for Venstre i Viborg Byråd.