Fortsæt til indhold
Sport

Er Sara Slott OL-favorit?

Ifølge hækkeløberens træner skal Sara Slott være en af de otte i OL-finalen. Europamesterskabet har hende givet ro.

Jesper Engmann, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Som nylig EM-guldvinder må Sara Slott Petersen være blandt favoritterne på 400 meter hæk i Rio. En konkurrence som går i gang denne mandag med indledende heats. Eller hvad? Mikkel Larsen, træner for Sara Slott Petersen, griner. Gid det var så enkelt.

»OL er en helt anden konkurrence. Hun er i bedre form nu, end hun var før, men det skal hun også være for at have en chance. Amerikanerne, jamaicanerne og et par af europæerne har ikke været helt skarpe, og når jeg ser på det, er der 9-10-11-stykker, der kan gå i finalen. Og der er kun otte pladser,« siger Mikkel Larsen.

Feltet ved OL bliver lige piftet op af nogle af verdens bedste i forhold til EM. Blandt dem er amerikaneren Dalilah Muhammad, som har løbet på verdens hurtigste tid i år, i 52,88, ved de amerikanske udtagelsesmesterskaber, men hun har også løbet en del langsommere i sæsonens løb.

Og VM-vinderen fra 2014, tjekken Zuzana Hejnova, har blot været i konkurrence én gang i denne sæson efter en skadepause. Sara Slott Petersens bedste tid i karrieren hedder 53,99 sekunder.

»Sara skal helt sikkert være en af de otte, hvis der ikke kommer problemer. Og så handler det om, hvem der rammer dagen og ikke laver fejl. Det er så tæt et løb, der er ikke en, der dominerer. Men bredden er stor. Jeg vil sige, at realistisk set er hun i mellemfeltet, der måske kan gå efter en medalje, eller lige efter, akkurat som til VM sidste år. Det kan blive alt fra top til bund,« mener Mikkel Larsen.

Sidste år sluttede Sara Slott Petersen som nummer fire ved VM i Beijing. I år blev det til guld ved EM i Amsterdam.

»Jeg tror, at det er en fordel, at hun vandt EM-guld. Nu har hun ro på, hun har vundet en medalje. Går det ikke så godt, er hun stadig den bedste i Europa. Vi har fornemmelsen af, at der er mere i posen. Det har de to sidste løb inden OL vist. Hun var syg i foråret, så blev hun skadet og stod stille i halvanden måned. Det er ærgerligt, for hun har hele tiden følt sig presset. Hun kunne mærke, at det ikke var helt perfekt. Først inden for den seneste halvanden uge har hun været i nærheden at sit bedste,« forklarer Mikkel Larsen.