Fortsæt til indhold
Sport

Michael Maze gik glip af OL nummer fem, men slap ud af sit smertehelvede

Bordtennisspilleren Michael Maze stoppede i marts og gik glip af sit femte OL. Kroppen ville ikke mere. Nu forsøger han at fylde en hverdag uden topidræt med noget meningsfyldt. Hans mål er at lave verdens største træningsportal til telefonen, og han er allerede godt i gang.

Per Skovkjær Sand

Efter en knæoperation og 10 måneders skadepause gjorde bordtennisspiller Michael Maze i august 2015 comeback ved en opvisningskamp i Absalon Kirke i København. Han drømte om OL i Rio, fortalte han pressen.

Men Maze havde ondt hele tiden. Kroppen holdt ikke, og drømmen om det femte OL brast. I marts i år fortalte han, at han indstillede sin karriere.

Han fortalte pressen, at han var træt af at have ondt. Han havde ondt, når han trænede, og han trak sig fra turneringer på grund af smerter. Han vågnede om morgenen og havde ondt, og han vidste, at han skulle ud og træne og have endnu mere ondt, fortalte han til BT. Det gad han ikke længere. Så han stoppede. Når han ikke kunne træne ordentligt, så kunne han ikke opnå det niveau, som han vidste, at han havde i sigte, og så blev det for surt.

Hverdagen har endnu ikke helt fundet sin struktur. Han har haft brug for at få noget luft og sunde sig. Det har været en stor omvæltning, men pausen har været sund for 34-årige Michael Maze.

»Jeg kan mærke, min krop har fået det meget bedre. Selvfølgelig savner jeg sporten, det gør jeg, og det vil jeg altid gøre, og jeg spiller jo også stadigvæk lidt. Men jeg kunne bare mærke, at tiden var kommet til, at jeg skulle beskæftige mig med noget andet,« forklarer Michael Maze.

Funderer over livet

Hvilke ting har du så tid til nu?

»Det lyder lidt kliché-agtigt, men at fundere over livet. Da jeg var meget dedikeret til bordtennis, var det mit eneste mål. Nu er jeg også ved at have en alder, hvor det er godt at slå sig ned. Nu bor jeg fast i Danmark, og det er mange år siden, at jeg har gjort det. Jeg har haft et rakkerliv. Nu er min base herhjemme, og jeg har mere tid til at se venner og familie og slappe lidt af. Det kan jeg mærke, at jeg har haft brug for her fra marts og frem til sommer. Det har ligesom skullet gå i mit tempo,« siger han.

Jeg læste i et interview, at du fisker ...

»Mest da jeg var barn. Jeg har ikke haft så meget tid til det, men det er sådan nogle ting, jeg vil tage op, når jeg har tid. Jeg kan rigtig godt lide at komme ud og stresse af og få lidt frisk luft. Nu har jeg stået inde i en varm hal i mange år, så jeg sætter pris på at komme ud i naturen og få tankerne lidt på plads nogle gange,« siger Michael Maze.

Efter 10 måneders skadepause gjorde Michael Maze comeback ved en opvisningskamp i Absalon Kirke på Vesterbro i København. Her mødte Maze mesteren Ma Lin, som blandt andet har vundet fire verdensmesterskaber og olympisk guld. Arkivfoto: Jens Henrik Daugaard/Polfoto

Hvad var det, bordtennis gav dig?

»Jeg synes, det er den fedeste sport i hele verden, og den har jeg fået lov at dyrke på allerhøjeste niveau. Det gav mig en masse tilfredsstillelse, at jeg hver morgen stod op og syntes, at det var det fedeste, jeg lavede. Det, tror jeg, er vigtigt for mennesker generelt. Og så har jeg lært at sætte mig mål, fra jeg var rigtig ung. Det kan selvfølgelig være på godt og ondt, vil nogen sige. Jeg vælger at se det positive i det; at det har givet mig hår på brystet, fordi jeg har skullet klare mig selv ude i den store verden, fra jeg var 16 år og flyttede hjemmefra. Det kan godt være, jeg ikke har nogen lang uddannelse, som så mange andre har, men så har jeg fået så mange andre ting med på min vej, som jeg kan bruge resten af livet,« siger Michael Maze.

Og det med at stå op til det fedeste hver eneste dag, hvad gør du for at få tilfredsstillet det?

Jeg har haft folk til at gøre ting for mig i hele min karriere. Altså gå på posthuset, betale regninger og tørre mig i røven. Lidt groft sagt. Og det er nogle af de ting, som jeg langsomt skal til at lære at gøre selv.
Michael Maze

»Jeg tror egentlig, at jeg har parkeret det. Da jeg stoppede min karriere, havde jeg brugt meget tid på at tænke på, at lige meget hvad jeg beskæftiger mig med, så vil det aldrig nå op på de højder, som bordtennis gjorde. Jeg har pakket den kasse sammen, som er mig som professionel atlet, der kan vinde medaljer ved store mesterskaber i bordtennis. Den adrenalin og den lir, det giver, den forventer jeg ikke at få ved noget andet, og det har været vigtigt for mig ikke bare at tro, at man kan gå ud og få den ved noget andet,« forklarer Maze.

På dybt vand i det virkelige liv

Michael Maze har i mange år boet og trænet i udlandet. Men nu er han hjemme i Danmark og har købt en lejlighed på Amager. Selv om han er stoppet med at træne som professionel atlet, så har de seneste måneder også været krævende. Bare på en anden måde end livet som sportsmand.

»Jeg har jo kastet mig ud på dybt vand. Bordtennis har jeg næsten fået ind med modermælken, og jeg har aldrig lavet andet i hele mit liv. Så det har været utrolig lærerigt og en stor omvæltning at gå fra at være aktiv og træne meget til ikke at gøre det længere. Jeg træner stadig for at holde mig i gang, men det er ikke på samme intense niveau. Min krop har haft rigtig godt af at trappe lidt ned,« fortæller Michael Maze.

Der er ikke længere nogen til at tørre Michael Maze i røven, som han formulerer det. Det virkelige liv byder på nogle helt nye udfordringer, men han føler sig bestemt ikke på bar bund. Arkivfoto: Asger Mortensen/Polfoto

Han står lige pludselig ansigt til ansigt med, hvad han kalder »det virkelige liv«.

»Det virkelige liv er jo lidt anderledes end livet som sportsudøver. Jeg har haft folk til at gøre ting for mig i hele min karriere. Altså gå på posthuset, betale regninger og tørre mig i røven. Lidt groft sagt. Og det er nogle af de ting, som jeg langsomt skal til at lære at gøre selv. Selv om det for mange mennesker lyder banalt, så handler det om at tage ansvar. Tidligere skulle jeg bare tage ansvar for mig selv og min træning, men nu er der lidt flere ting at tænke over,« forklarer han.

Han føler sig dog ikke på bar bund. Sporten har lært ham at sætte mål og forfølge dem, og de evner forsøger han at kanalisere over i forretningsverdenen og bruge i arbejdet med at bygge en virksomhed sammen med sin ven Morten. Nabufit fylder noget af det tomrum, som den professionelle bordtenniskarriere efterlod.

»Jeg tror, at jeg kan tage meget med fra sportens verden og den måde, som jeg tænker på,« forklarer Maze.

Da hans ven Morten Krarup i 2014 foreslog idéen med at lave en træningsportal til telefonen, var Maze interesseret. De to venner gik i gang med at skrive deres idéer ned, arbejde videre med projektet og samle de rigtige folk til at lave et firma.

Peter Schmeichel, den tidligere fodboldmålmand, gik med på idéen og er et af firmaets ansigter udadtil. Den tidligere Vestas-direktør Morten Albæk og Brøndbys tidligere bestyrelsesformand Jan Bech Andersen har gennem investeringsfirmaet Voluntas A/S købt fem procent af aktierne i Nabufit. Nabufit har lavet en aftale med Neymar Jr., der spiller fodbold for FC Barcelona, og han fungerer som ambassadør for firmaet.

Og så er der selvfølgelig Maze selv, som også er et af ansigterne udadtil, i kraft af at han er kendt og én af de to grundlæggere. Maze spiller i den store liga — som han plejer.

Nabufit lancerede i juli den første version af dens app til træning. Her kan man finde forskellige programmer, hvor instruktører viser forskellige øvelser med god musik til. Man skal bare tænde telefonen, sætte høretelefonerne i og følge programmet. Man kan træne med Maze, hvis man vil, og det gør mennesker lige fra Brasilien til Bornholm. Siden marts har han brugt rigtig meget tid på firmaet.

Hvilke ligheder er der mellem sporten og at starte en virksomhed?

»At der er pres på, og at man skal levere noget. Man kan sige, at Nabufit er gået hen og blevet mit lille barn, efter at min karriere som bordtennisspiller endte, og jeg vil gøre alt for, at den får succes. Når man virkelig brænder for noget, så er man naturligvis også villig til at lægge de timer, der skal til, i det. Det var lidt det samme med min sportskarriere: Man sætter sig nogle mål med at vinde et eller andet, og så var jeg egentlig ligeglad med, hvordan vejen dertil blev. Jeg skulle bare nå derhen. Qua det jeg har lavet tidligere, har jeg en styrke, fordi jeg er vandt til at gå efter mine mål,« forklarer han.

Og du kan klare, hvis der kommer noget modgang ...

»Ja, og det gør der jo. Der kommer masser af op- og nedture. Det er en rutsjebanetur. Men jeg er jo ikke alene om det. Vi har et stort hold, og der er ansatte, så jeg skal ikke gøre min rolle større, end den er. Men at have noget, jeg virkelig brænder for, det kan jeg mærke er vigtigt, så jeg ikke bare går i stå. Jeg har haft mange rejsedage og været meget dedikeret, og det er vigtigt for mig at fylde hverdagen ud med noget, som jeg synes er interessant,« siger han.

Selv om Michael Maze ikke har en lang uddannelse bag sig, mener han, at idrættens verden har lært ham en masse ting, som han kan tage med ind i arbejdet med at etablere en ny virksomhed. Arkivfoto: Asger Mortensen/Polfoto

Hvilke drømme og mål har du?

»Arbejdsmæssigt har jeg et mål om, at Nabufit stormer derudad, og at vi får en rigtig god forretning op at køre og er med til at gøre en masse gode ting. Vi skal ud i Kina, og vi er ude i Sydamerika, og selvfølgelig også i Danmark og i Tyskland. Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at unge såvel som gamle mennesker rører sig og har sunde interesser. Jeg vil gerne være med til, at flere dyrker motion, og at motion bliver sjovt for dem, der ikke synes, at det er sjovt. Hvis jeg kan være med til at sætte lidt skub i det, tror jeg, at det vil give en stor tilfredsstillelse,« forklarer Michael Maze.

»På sigt er målet, at du kan træne, hvor du er, og når du vil, så der ikke er nogen undskyldning for ikke at kunne lave noget. Det er egentlig filosofien,« forklarer han.

Jeg læste et interview fra 2010 i Politiken, hvor du sagde, at du gerne ville overføre din energi til noget andet, når du stoppede med bordtennis. Det lyder som om, du er i gang med at gøre det?

»Ja, det synes jeg. Jeg tror, at mange sportsfolk, inklusive mig selv, er nervøse for, om de kan finde noget interessant at lave, når de stopper. Kan man finde noget mening med tilværelsen, når man stopper? For sporten har jo fyldt så meget. Men jeg synes, at det er lykkedes rigtig godt, og jeg kan mærke, at jeg brænder 120 procent for det her. Jeg indstillede min aktive karriere, for det, jeg gør, vil jeg gerne gøre 100 procent. Jeg kan mærke, at det tænder mig at være dedikeret til noget. Det er en vigtig drivkraft i hverdagen, at jeg har nogle mål, og at jeg er dedikeret,« forklarer Maze.

Hvad var det, der tændte dig ved idéen?

»Træning har jo været en stor del af mit liv, og jeg vil altid træne. Og så har jeg rejst rundt i hele verden, specielt i Kina, hvor en stor andel af skoleleverne er overvægtige. Da jeg begyndte at rejse der for 20 år siden, så man stort set ikke én. Jeg siger ikke, at vi med vores forretning kan revolutionere alt, så der ikke er nogen overvægtige, men det tænder mig, hvis vi kan sætte skub i en forandring for nogle få mennesker,« forklarer Maze.

Michael Maze understreger, at han ikke er panisk eller noget, men ligesom mange andre drømmer han også om at stifte familie. Lige nu er han dog stadig alene. Arkivfoto: Asger Mortensen/Polfoto

Drømmer om at få sin egen familie

Jeg er stadig alene, og det er ikke, fordi jeg er panisk eller noget, men jeg håber da, ligesom mange andre, at jeg en dag får en dejlig familie og nogle dejlige børn.
Michael Maze om fremtiden

Hvad med personlige mål, som ikke har noget med arbejde og træning at gøre?

»Jeg er stadig alene, og det er ikke, fordi jeg er panisk eller noget, men jeg håber da, ligesom mange andre, at jeg en dag får en dejlig familie og nogle dejlige børn. Men jeg har det fint, som jeg har det, og jeg har en rigtig dejlig familie og gode venner og så videre. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også gerne selv vil have børn på et tidspunkt,« fortæller Michael Maze.

Han skal spille bordtennis for Roskilde i den kommende sæson. Han vil gerne holde sig i gang, har ikke lyst til helt at slippe miljøet, og så elsker han jo stadig spillet.