Fanebærer mistænkt for sexovergreb i OL-byen
Den namibiske bokser Jonas Junius er blevet anholdt af brasiliansk politi, mistænkt for forsøg på seksuelt overfald på en stuepige.
Fredag bar den 22-årige namibiske bokser Jonas Junius fanen ind på det legendariske Maracana-stadion i Rio, da åbningsceremonien fandt sted.
Tre dage senere blev han anholdt af brasiliansk politi, mistænkt for at have forsøgt at forgribe sig på en stuepige i OL-byen.
Jonas Junius skulle ved OL deltage i letweltervægt for mænd under 64 kg, men med anholdelsen er det usikkert, om den 22-årige bokser får mulighed for at bokse mod franske Hassan Amzile i sekstendedelsfinalen sent torsdag aften som planlagt.
Ifølge Al Jazeeras journalist Gabriel Elizondo, der befinder sig i Rio, blev Jonas Junius formentlig ført til Bangu Prison i Rio mandag aften.
Gabriel Elizondo skriver desuden på Twitter, at den namibiske ambassade i Brasilien har udtalt, at de ikke ønsker at kommentere sagen.
Sidste uge blev en anden bokser, den 22-årige marokkanske Hassan Saada, ligeledes anholdt i OL-byen i Rio for mistanke om sexchikane.
Hassan Saada skulle angiveligt have udsat to stuepiger for seksuel chikane, hvilket har medført, at han som minimum vil være fængslet i 15 dage, mens brasiliansk politi efterforsker sagen, og dermed misser han sin OL-deltagelse.