Fortsæt til indhold
Sport

IOC vil ikke udelukke Rusland fra OL

Den russiske olympiske komité har forpligtet sig til at »reformere det russiske antidopingsystem«.

Efter et møde søndag i Den Internationale Olympiske Komité, IOC, har eksekutivkomitéen besluttet ikke at udelukke alle Ruslands OL-atleter fra de kommende Olympiske Lege i Brasilien. Det meddeler IOC søndag eftermiddag.

IOC vil i stedet lade det være op til de enkelte specialforbund at beslutte, om man har tillid til, at de russiske atleter er rene.

»Komitéen tog udgangspunkt i den helt afgørende regel om, at man skal beskytte de rene atleter og sportens integritet,« skriver IOC i en meddelelse.

På det netop afsluttede møde i eksekutivkomitéen havde man inviteret Alexander Zhukov, der er præsident for den russiske olympiske komité ROC, til at forklare, hvilke tiltag Rusland har taget for at komme doping til livs efter de mange afsløringer af systematisk dopingbrug.

»Hr. Zhukov forklarede, at de russiske myndigheder og ROC vil samarbejde fuldt ud med alle internationale organisationer om at kaste lys over situationen. Han garanterede også, at ROC vil reformere det russiske antidopingsystem fuldstændig,« lyder argumentet fra IOC.

Hele sagen begyndte at rulle, da den tyske tv-station ARD i 2014 i en dokumentar anklagede Rusland for systematisk at dække over positive dopingprøver. Anklagerne blev baseret på hemmelige optagelser og vidneforklaringer.

Senere konkluderede Det Internationale Antidopingagentur, Wada, i flere rapporter, at russisk atletik var gennemsyret af systematisk, statsstøttet doping. Ruslands Atletikforbund blev som konsekvens udelukket fra al international atletik.

Tidligere i denne uge afviste Den Internationale Sportsdomstol, CAS, en appel fra 68 russiske atletikudøvere og meddelte, at man stadig så atletikudøverne udelukket. Adskillige antidopingagenturer har også opfordret IOC til helt at udelukke Rusland fra OL, efter at en rapport har konkluderet, at den russiske regering har været involveret i organiset doping på tværs af mange sportsgrene.

De mange afsløringer fik tidligere i denne måned IOC’s præsident, Thomas Bach, til at meddele, at IOC »ikke vil tøve med at tage de strengeste sanktioner i brug« mod de involverede individer og organisationer.

Du kan læse hele IOC’s beslutning og grundlaget for beslutningen her.