Tidligere forsvarsmakkere hylder Daniel Agger
Forsvarsspillerne Martin Laursen og Simon Kjær roser Daniel Agger for hans offensive evner og som en makker, som man kunne stole på.
Martin Laursen og Simon Kjær har begge været makker i midterforsvaret på landsholdet med den nu tidligere landsholdsspiller Daniel Agger, som torsdag meddelte, at hans karriere som professionel fodboldspiller er slut.
Overordnet hylder både Laursen og Kjær den tidligere Brøndby- og Liverpoolspiller for hans lederevner og altid seriøse tilgang til sin sport, og de har begge stor respekt for Aggers beslutning om at sige stop, selv om han fortsat har niveauet til at spille på topplan.
Martin Laursen måtte selv opgive karrieren i en alder af 31 år på grund af skader efter ophold i topklubber som AC Milan og Aston Villa.
»Jeg har talt med Agger et par gange om at have et godt liv efter fodbolden. Man skal ikke presse citronen for meget. Agger har tjent penge nok til at han kan tage det stille og roligt resten af livet,« siger Martin Laursen, som nåede at spille 53 kampe i rødt og hvidt med to mål til følge, mens Aggers landsholdskarriere lyder på 75 kampe og 12 mål.
»Han skal tænke på, at han skal kunne gå op og ned ad trapper, lege med sin børn og spille en hyggefodboldkamp i ny og næ,« siger Martin Laursen, som bl.a. fremhæver Aggers evne til at drive bolden frem.
Fænomenalt venstreben
»Hans kvaliteter var med bolden og et fænomenalt venstreben. Han var samme type som René Henriksen. Utrolig god som igangsætter,« siger Martin Laursen, som også fremhæver Aggers professionelle og seriøse indstilling, hvor han krævede meget af sig selv og var en leder, som altid gik forrest.
Simon Kjær fra tyrkiske Fenerbahce kender Daniel Agger fra deres landsholdstid, som varede frem til den netop afsluttede Japan-tur, hvor Agger meldte fra pga. en skade.
»Jeg har siden min debut haft Agger som min faste makker i forsvaret, hvor kun afbud har ændret på det. Og jeg må bare sige: »Det har altid været en fornøjelse at spille sammen med ham,« skriver Simon Kjær i en mail til Jyllands-Posten.
Han betragter sit nu afsluttede makkerskab med Agger som naturligt og en sammensætning, hvor man bakkede hinanden op.
»Jeg har prøvet mange makkerskaber i midterforsvaret i forskellige ligaer og klubber, og man får det jo altid til at fungere, fordi man skal. Nogle gange fungerer det bare mere naturligt og dermed hurtigere end andre gange. Agger er den type makker, man altid kan regne med, som altid går forrest, og som altid vil det bedste for holdet. Han er sådan en makker, hvor man ved, at han dækker ens ryg i enhver situation. Sådan skal et makkerskab være.«