Dansk boksepromotor kalder Muhammad Ali for et unikum
Ali har betydet meget for dansk boksesport og har efterladt et stort indtryk hos boksepromotor Mogens Palle.
Boksesuperstjernen Muhammad Ali har efterladt et kæmpe indtryk hos den danske boksepromotor Mogens Palle, som har mødt den amerikanske bokser flere gange.
Muhammad Ali døde tidligt lørdag dansk tid på et hospital 74 år gammel efter 32 års kamp med sygdommen parkinsons.
En af boksepromotorens største oplevelser var i 1979, da Ali boksede en kamp i Randers.
- En gammel dame på omkring 80 år i rullestol spurgte mig, om jeg troede, det var muligt, hun kunne få en autograf. Hun havde fulgt ham over hele verden.
- Ali tog fat om hendes ansigt med boksehandsker på og gav hende et kys på kinden. Hun græd som pisket, og jeg fik også selv en klump i halsen, siger Mogens Palle.
Boksepromotoren, der begyndte sin karriere som 23-årig i 1957, har oplevet, hvordan den store hype omkring Muhammad Ali skabte mere fokus på boksning som sport.
- Han trak mange unge mennesker til træningslokalerne, siger han.
Han fortæller desuden, at det var Alis fortjeneste, at der kom så mange penge ind i boksesporten.