Golfklub afviser kvinder og mister verdens største turnering
Skotsk golfklub nedstemmer forslag om at åbne for kvindelige medlemmer og mister nu retten til at afholde majorturnering.
Byd kvinder velkommen eller mist verdens største golfturnering.
Det var dilemmaet for de 648 mandlige medlemmer af den skotske golfklub Muirfield, der torsdag skulle stemme om at optage kvindelige medlemmer.
Muirfields medlemmer vil hellere undvære at få besøg af verdens bedste spillere end lukke kvinder ind.
Medlemmerne fastholdt sit ønske om ikke at have kvinder, så nu kan klubben ikke længere afvikle verdens fornemmeste golfturnering The Open. Turneringen har 16 gange været forbi Muirfield. Det sker ikke igen.
Klubben har siden sin oprettelse i 1744 været forbeholdt mænd, og det er den stadig efter torsdagens afstemning. Men den går ikke længere, hvis man vil afholde majorturneringen The Open, som er den største turnering i Europa. Golforganisationen R&A, der afvikler The Open, vil ikke længere acceptere lukkede mandeklubber.
Der skulle et flertal på 2/3 til for at vedtage ændringen, men kun 64 procent af de mandlige medlemmer stemte for forslaget om at optage kvinder.
I de senere år har næsten alle andre golfklubber og organisation åbnet for kvinder.
Den danske golfspiller Thomas Bjørn er noget chokeret over skotternes beslutning.
»Augusta gjorde det. R&A (golfforbund, red.) gjorde det. Men selvfølgelig kunne Muirfield ikke følge os andre ind i det 21-århundrede. I har en fantastisk bane, nyd den for jer selv!!!,« skriver Thomas Bjørn på Twitter i en kommentar til Muirfields beslutning.