Engang sænkede han Italiens dyre drenge – nu forsøger Heine Fernandez blot at finde et job

Besværlig? Nej, det synes Heine Fernandez ikke, at han er, selv om en enkelt træner og en fodbolddirektør måske vil protestere. Derfor gør han, som systemet siger. Også når det er hul i hovedet ifølge Heine Fernandez.

Så derfor troppede den 50-årige eks-fodboldspiller op i Slagelse, da han af jobcenteret for nylig blev sendt på seks ugers kursus som jord- og betonarbejder. Med ødelagte ankler og helt smadrede knæ fra utallige beskidte tacklinger gennem en 20-årig fodboldkarriere var der ikke kinamands chance for, at Heine Fernandez magtede et af Danmarks fysisk hårdeste job. Kurset og transport fra København til Slagelse kostede 50.000 kr. i sig selv, så Fernandez gav systemet et råd.

Hvorfor giver I mig ikke bare pengene og sløjfer samtidig tre måneders dagpenge til mig? Så var alle glade, tænkte han.

»Det var helt grotesk, at jeg skulle på sådan et kursus. Hvad fanden er det for noget? Kraftedeme spild af penge,« siger Heine Fernandez.

Han har smidt den bredskyggede hat og rulamsjakken på en bænk bag sig. Fernandez gør nu antræk til halvanden times fortællinger ”fra de varme lande,” som man siger.

Han taler om dødstrusler, retssag, bodegaliv og hans livs dumhed. Om mesterskab med Silkeborg, en voldelig kroat i Parken og en gammel smadrekasse af en bil i Borup ved Viborg. Om hvordan man klarer det hele efter en lang fodboldkarriere, når man kun har »livets uddannelse,« som Heine Fernandez kalder det.

Heine Fernandez er en interessant skikkelse for Superligaens historie. For hans 20 år lange aktive karriere er nærmest et billede på den professionelle udvikling af dansk fodbold og især Superligaen. Fra amatørdage i Viborg til 40.000 mennesker i Parken og 80.000 til en udebanekamp i Kiev. Buen hos Superligaens tredjemest scorende spiller nogensinde spænder bredt.

Han begynder tankerne i en forstad til Viborg, hvis den slags findes. I Borup. Her voksede Fernandez op i 1970’erne. Moderen og hendes spanske mand Miguel arbejdede på en blondefabrik i Viborg, dengang hele den jyske tekstilindustri endnu ikke var suget til Herning. De arbejdede i treholdsskift lige som i sangen ”Bare det altid var søndag” af Trille fra samme tid. »Når min far kommer hjem, er min mor lige gået, og når min mor kommer hjem, så sover min far.«

»Det var et frygteligt liv for dem,« husker Fernandez.

Miguel var efter sin fars død i Francos Spanien blevet efterladt med det ansvar at skulle forsørge familien på den iberiske halvø, men den uddannelse, han havde taget i hjemlandet, kunne han ikke bruge i Danmark. I de tidligere 1980’ere var der til gengæld opgangstider i Spanien, så han søgte lykken dernede med Heine Fernandez’ mor og to halvsøstre. Fernandez kunne som 14- eller 15-årig dog hverken få job eller uddannelse i Spanien, så han blev i Danmark, hvor mormor og morfar blev forsørgerne.

Her havde Heine Fernandez svært ved at finde sin hylde, men han kunne til gengæld spille fodbold. Som knægt sprang han ynglingerækkerne over og spillede sammen med sin fætter Borups Serie 4 hold op i Serie 2. Fernandez scorede en helvedes masse mål, og træneren for Viborgs 2. divisionshold, som dengang var landets næstbedste række, Hans Ove Andersen, forsøgte uden held gentagne gange at fiske ham væk fra landsbyen. For Heine Fernandez havde det jo godt, hvor han var.

En dag i sommerferien endte det med, at Hans Ove Andersen hentede lømlen i Borup og kørte ham til træning. Fernandez’ replik for at undgå at deltage var, at han ikke havde fodboldstøvler.

»Dem har vi da i klubben,« sagde træner Andersen, og sådan begyndte det hele.

Fernandez fik i 18 års fødselsdagsgave den mest kærlige gave, en teenageknægt med krudt og mås og støvler kan tænke sig af sin morfar. Han fik en bil. En Simca 1307.

»Det var stort. Hold da op, selv om den kun nærmest kunne køre fra Viborg til Skals.«

Pointen skal vist nok ikke tages bogstaveligt, og Fernandez gnækker ved tanken om, at der kun er 13 km. mellem de to byer, han nævner.

Et år før Simcaen var Heine Fernandez allerede som 17-årig blevet far til en datter, så der skulle brød på bordet. Han måtte tidligt tage sig sammen, og den gik ikke med værtshus torsdag - søndag. Derfor passede det ham egentlig meget godt med al den fodbold, for det holdt ham fra beværtningerne, selv om han måske brød reglerne en gang imellem og drak en bajer, når han ikke måtte. Som tak for sin arbejdskraft gav Viborg FF Fernandez 10.000 kr. Om året.

Det ændrede sig radikalt, da Fernandez blev kontaktet af Silkeborg i 1990, efter Viborg lige var rykket op i 1. division. Han havde sin morbror med til mødet og havde egentlig besluttet sig for ikke at skrive under på noget som helst. Alligevel endte han i søhøjlandet. Nu til 350.000 kr. om året. Simcaen blev udskiftet med en BMW 320 i.

»Jeg fik jo løn som en mellemleder,« husker han.

På trods af det, var det stadigvæk ikke et rigtigt job at være fodboldspiller. Kontrakterne løb fra år til år, og Fernandez skulle ikke pludselig stå uden job med ansvaret for sin lille familie.

Derfor arbejdede han hos Fusager og Høgh i Viborg; Nordens største engroslager for isenkram. Fernandez ekspederede kunder og arbejdede på lageret. Om dagen tømte han eksempelvis en 40 fods container med tunge ting, og om aftenen trænede han fodbold.

Sådan var det, og Fernandez var ikke den eneste i Silkeborg-truppen med arbejde. En anden var Morten Bruun. Tre-fire måneder efter at han var blevet Europamester i fodbold i 1992, dækkede han i Rumænien som Tipsbladets journalistpraktikant AGF’s andenrunde kamp i Europa Cup’en for pokalvindere mod Steaua Bukarest.

Mens spillernes arbejde altså var meget forskelligt, tog de alle efter det til træning, hvor træner Viggo Jensen styrede løjerne. Det var den hårde tyske mentalitet, stram 4-4-2-opstilling og ingen svinkeærinder. Brød man det taktiske oplæg, vankede der.

Det ændrede sig radikalt i 1993, da Bo Johansson, den senere danske landstræner, kom til Silkeborg. Pludselig fik spillerne frihed. Under ansvar naturligvis, men dog frihed.

»Vi havde været vant til at få banket hovedet ned i maven af Viggo Jensen. Jeg kunne virkelig godt lide ham, for han gjorde mig professionel og har givet mig indstilling, men dette gav os en masse selvtillid. Det var frihed under ansvar, og vi fik pludselig lov til en masse ting.«

De erfarne spillere på holdet Morten Bruun, Michael Larsen og Fernandez selv blev suppleret af yngre kræfter som Michael Hansen, Peter Sørensen og nyindkøbet Søren Frederiksen, og så vandt Silkeborg et af de mere usandsynlige mesterskaber i Superligaens historie.

I sidste kamp skulle FC København blot bruge et point ude mod OB for at blive Danmarksmester. OB havde Jens Melvang på holdet. Hans bror Lars spillede i Silkeborg, så det var en fin gave brødre imellem, da førstnævnte scorede et fantastisk mål til 1-0 for OB. I den omvendte kamp scorede Heine Fernandez med en brækket ankel begge mål, som bragte Silkeborg på 2-0 mod AaB, inden han lod sig udskifte.

»Der var et kamera nede bag vores målmand Peter Kjærs mål. Der stod det nede i de sidste 10 minutter, og Peter Kjær kunne slet ikke koncentrere sig om kampen. ”Hvad står der, hvad står der,”spurgte han, og jeg måtte sige, at han skulle holde sin kæft og koncentrere sig om spillet.«

Med mesterskabet lærte Heine Fernandez pludselig, hvad det ville sige at være professionel fodboldspiller, selv om han arbejdede videre på lageret. I kvalifikationen til Champions League scorede Fernandez mod Dynamo Kiev foran 60.000 - 80.000 tilskuere i Ukraine, men Silkeborg tabte 1-3.

Årene gik, og da Fernandez som 32-årig skiftede tilbage til Viborg FF, troede han og andre, at det sluttede, hvor det begyndte. Fernandez havde dog været snarrådig og fået lavet en klausul i sin kontrakt om, at han kunne forlade Viborg for relativt få penge. Så da han scorede 23 mål i 1998/1999-sæsonen, lokkede andre klubber, men Viborgs sportsdirektør Morten Jensen stejlede, og så gik det helt galt.

»Vi skulle på træningslejr, og jeg talte med ham i telefonen. Han sagde et eller andet, og så svarede jeg med, at så kunne jeg kraftedeme også blive syg. Jeg kører hjem og kommer ikke med på den fucking træningslejr.«

Heine Fernandez blev fyret i Viborg. Dog med løn. Det banede vejen til FC København, hvor han vandt mesterskabet i 2001. Det første i otte år i klubben. Det udløste endnu et forsøg på at komme i Champions League.

Denne gang mod Lazio. Det italienske mesterhold fra år 2000. Foruden spillere som Crespo, Verón, Simeone og Nesta havde holdet også en serbiske back ved navn Sinisa Mihajlovic på holdet. Han både sparkede nogle af de bedste frispark i Europa på det tidspunkt og lavede nogle af de mest svinske unoder.

En af dem sendte Heine Fernandez i jorden, og den batalje bliver han fortsat spurgt om en gang imellem af en tilfældig københavner på gaden eller i en dagligvarebutik.

»Det var helt bevidst, at han gjorde det. Normalt sker sådan noget i en duel, men jeg stod langt væk fra spillet helt ude på kanten af banen, og så svingede han sin albue lige op i krydderen på mig.«

Fernandez røg ned og kom op igen med bandagen en anelse sjusket smækket på den ene side af hovedet for at stoppe blødningen. Derfra stoppede ingen Fernandez, og da bolden dumpede ned til ham med fem minutter tilbage af opgøret, nærmest væltede han bolden i mål til en 2-1 sejr.

Den var ikke nok til en plads i Champions League-gruppespillet, og et år senere forlod Fernandez FC København. Et ophold i AB og en tjans som spillende træner i Torshavn på Færøerne sluttede den aktive karriere.

Og så var det, at Heine Fernandez skulle begynde et helt nyt liv. En dag tog han tilfældigvis på værtshuset Livjægerkroen på Østerbro i København for at drikke en øl eller to med konen og fandt ud af, at den var til salg.

Han gik og grublede lidt over det, fordi han havde nogle penge fra en anden investering, som han ville bruge på en anden måde, og så kom Heine Fernandez på den idé at købe et værtshus kontant. Den bedre halvdel? Hun fik det at vide bagefter.

»Konen blev godt nok lidt sur. Du har sgu da ikke købt et værtshus,« gnækker Fernandez.

Det første år var godt, og det var det andet også, men så begyndte det at bide. Fem øl med eftermiddagsholdet, fem med aften- og natholdet hver plus det løse giver 20 øl. Om dagen.

»Og man bliver ikke fuld. Man bliver bare vant til at drikke øl. Der kom altid nogen, som lige skulle rafle lidt og høre historier fra dengang, jeg var fodboldspiller,« fortæller Fernandez.

Han fortæller, at værtshuslivet også var socialt. At de 20-30 stamgæster passede på hinanden. Var der en, som ikke mødte op, blev der ringet. Lå en gut derhjemme og var syg, blev der handlet for ham.

»Men det er godt nok en indelukket verden. De samme historier dag ud og dag ind, og så falder der også nogle fra. Jeg har da lagt en del i graven af stamgæsterne. De kan jo ikke blive ved med at holde til det, når det er fra morgen til aften.«

Stamgæsterne var et, FCK’s hardcore tilhængere noget andet. Dem havde Fernandez sit hyr med. Især dem, der trak hvidt pulver op i næsen, kunne finde på at kravle på væggene.

»Det der til næsen bliver de sgu’t klogere af,« som Fernandez betegner det.

Han fik en aften en på hovedet og har også været modtageren af en skalle, men det var først, da det kom til dødstrusler, at Fernandez sagde stop.

En gut kom en eftermiddag væltende ind og truede med død og ødelæggelse. Derfor bragte værtshusejeren politiet ind i legen, og det endte i en retssag.

Den vandt Fernandez, og hans modpart fik sin straf.

»Så kunne han måske lære af det. Ellers så kunne han ikke.«

En dag i begyndelsen af 2014 var det hårde liv ved at blive fatalt. Fernandez skulle hjem til København fra en fødselsdag på Fyn. Han var ikke i nærheden af at være i stand til at køre bil, men det gjorde han alligevel med sin søn på bagsædet.

Fernandez kom dog ikke ret langt med en promille på 2,57. Lidt uden for Nyborg kørte han gennem to blomsterkummer af beton, et elskab og en hæk, og bilen brød i brand. Fernandez blev reddet ud af bilen af sin søn, inden den sprang i luften.

»Jeg følte mig på det tidspunkt i mit liv som en gammel ølkusk, da jeg kunne drikke 20 bajere uden at føle mig særligt påvirket, og jeg følte mig ikke særligt beruset, da jeg satte mig ind i den bil. Det er bestemt ikke nogen undskyldning, men jeg har forsøgt at give mig selv en forklaring på, hvordan jeg kunne være så dum i mit hoved.«

Du havde din dreng bagi.

»Ja. Det var noget forfærdeligt noget. Jeg kunne have slået os begge to ihjel. Det havde jo været forfærdeligt, men man er jo nødt til at komme videre.«

Var det eneste gang, at du gjorde det?

»Nej, I min generation fra vores lille landsby gjorde vi det bare. Vi kørte meget på motorcykler dengang, og en døde så hans lemmer hang i en lygtepæl. Derefter var vi til put-i-hul fest, som vi kaldte det, og som den største selvfølgelighed drak vi os skide fulde og kørte hjem. Det var bare sådan, at det var. Dengang kunne du tage til hvilken som helst seriefodboldkamp, og så kunne en betjent have taget samtlige på stadion for at have drukket 10-15 bajere. Jeg har set tusindvis af spritkørsler.«

Siden uheldet i 2014 er Livjægerkroen blevet solgt, og Heine Fernandez svarer prompte »ja,ja« på spørgsmålet, om han har kunnet droppe bajerne efter det. Han har til gengæld haft svære ved at finde et job, og det bringer ham tilbage til jobcenteret og de seks uger i Slagelse.

Jord og betonarbejder? Det bliver han aldrig, men det er også slut med at sidde på et værtshus hele dagen.

»Alkoholen er noget værre lort. Især når man er vant til det. At man kan drikke så mange bajere uden at føle sig påvirket, er ikke sundt for noget som helst.«

Tre til Heine Fernandez

Hvem var den bedste superligaspiller, mens du spillede?

»Der var måske en, som var den bedste til at stå på mål, til at forsvare og score mål, men generelt er det svært kun at nævne en. Den bedste målmand var jo Peter Schmeichel. Den er nem. Det var, da Brøndby havde sit storhedshold, og Lars Olsen var en fantastisk forsvarsspiller. Den bedste var faktisk med ligalandsholdet, da Michael Laudrup var assistenttræner. Det var helt vanvittigt, så god han var. Han er uden tvivl Danmarks ubetingede nummer et.«

Hvem var den største bisse, du spillede over for?

»Der var nogle fra gamle dage. Søren Thorst (tidligere AaB-forsvarsspiller red.) var sjov at spille imod. Han blev så hidsig. Frank Pingel var også sjov, men det var mere sådan, at man gav og tog lidt, når man spillede mod Pingel. Der var nogle, som tudede en del, men der var Pingel en af de gode. Han kunne tage og give.«

Hvilken kamp fra din karriere husker du bedst?

»Det er den kamp mod Lazio i 2001, og så mod AaB da vi blev Danmarksmestre i 1994. De springer frem. Det var dog også sjovt at spille mod Dynamo Kiev i Ukraine, da vi med Silkeborg var tæt på at komme i Champions League. Det var så tæt på, som det kunne være. Vi var bestemt ikke spillet ud af banen og uheldige med ikke at lave et mål eller to mere.«