Højesteret omstøder Oscar Pistorius' dom, så han nu kan dømmes for forsætligt drab
Den tidligere sydafrikanske atletikstjerne Oscar Pistorius, som skød og dræbte sin kæreste, skal igen i fængsel. Han risikerer mere end 15 års fængsel efter at Højesteret har omstødt hans dom
Det tog torsdag dommer Eric Leach fra Sydafrikas Højesteret 53 minutter at læse dommen over Oscar Pistorius op, og den ændrer markant på fremtiden for den tidligere handikapatlet, som engang var en af Sydafrikas allerstørste idrætsstjerner.
Han vandt international berømmelse, da han som handicappet deltog i det "rigtige" OL i London i 2012. Men drabssagen har ændret det billede, og sympatien for Pistorius i både hjemlandet og i resten af verden er til at overse.
Den 29-årige tidligere atlet slipper med rettens afgørelse ikke for at komme i fængsel igen, da fem dommere i Sydafrikas Højesteret skærper hans oprindelige dom for uagtsomt manddrab på sin kæreste Reeva Steenkamp til forsætligt drab, hvor straffen i det afrikanske land som minimum er 15 års fængsel.
Ifølge Eric Leach blev den oprindelige dom omstødt på grund af en juridisk fejl i retssagen, som dømte Pistorius til fem års fængsel for de dræbende skud.
Den benamputerede sydafrikaner har selv forklaret, at han greb sin pistol og affyrede de fire skud mod badeværelsesdøren i deres fælles hjem den 14. februar 2013 i selvforsvar.
Han troede angiveligt, at det var en indbrudstyv, der var brudt ind i hans hus i Silver Lakes-kvarteret i Pretoria den tidlige morgen for over to et halvt år siden. I stedet gemte hans 29-årige kæreste sig bag døren.
Han nåede at afsone et år i det berygtede og overfyldte Kgosi Mampuro II-fængsel i Pretoria, men da de sydafrikanske retsregler siger, at ufarlige fanger kun skal afsone en sjettedel af deres straf bag tremmer, blev han i oktober overført til overvåget husarrest i sin onkels hus til en mere behagelig tilværelse med fodlænke, træningsrum og adgang til en have med swimmingpool.
Eric Leach oplyser, at Højesteret ikke havde fået til opgave af vurdere, om Oscar Pistorius vidste, at det var Reeva Steenkamp, som var på badeværelset i parrets hjem, da Pistorius affyrede de dræbende skud.
I afgørelsen lægges der i stedet afgørende vægt på, at Pistorius vidste, at der var en person på badeværelset, og at han burde have indset, at når man skyder fire skud gennem døren og ind i et lille rum, vil en sådan handling dræbe vedkommende. Det gør ham ifølge dommerne til morder.
»Pistorius gamblede med livet hos den person, som var bag døren til badeværelset, og han burde have forudses, at han ville dræbe nogen,« lyder vurderingen fra dommer Erik Leach, som kaldte Reeva Steenkamps død en »tragedie af Shakespear'ske proportioner«.
»IdentitetEN på hans offer er uden betydning for hans skyld,« fastslår Eric Leach, som siger, at det nu er op til dommer Masipa, som dømte Pistorius i retssagen, at fastsætte en "passende straf".
Det er fortsat uvist, hvornår dommen falder, men vurderingen er, at det sker snart, da myndighederne i Sydafrika gerne vil lukke sagen hurtigt - måske allerede i januar eller februar, når der er et hul i dommerens kalender.
Selv om minimumsstraffen for mord i landet er 15 års fængsel, er det ikke ensbetydende med, at Pistorius skal tilbringe så mange år i fængsel.
Dels har han mulighed for at anke afgørelsen fra Højesteret til den sydafrikanske forfatningsdomstol, men en ændring af dommen kræver, at hans forsvarere kan føre bevis for, at Pistorius' grundlæggende rettigheder er blevet krænket, og ifølge flere juridiske eksperter i Sydafrika bliver det svært at føre bevis for sådan en påstand.
Dommer Masipa kan også vælge at give Pistorius en lavere straf på grund af særlige omstændigheder - det kunne f.eks. være hans handikap.
Offerets mor, June Steenkamp, var til stede i retten i byen Bloemfontein, da dommen over Pistorius blev ændret, men hun havde efter afgørelsen ingen kommentarer.
Ifølge vidner i retten lukkede hun øjnene og sukkede dybt, da dommer Eric Leach efter 53 minutter blev færdig med sin oplæsning. Herefter forlod hun retten med en rød rose i hånden.
Reeva Steenkamps far siger, at han er glad for, at Pistorius nu kan dømmes for mord.
»Det er en stor lettelse. Det er den rigtige afgørelse, som dommerne er nået frem til,« siger han ifølge Reuters i et kort interview med den lokale tv-station ANN7, hvor han brød ud i gråd.
Hverken Oscar Pistorius eller hans familie var til stede i retten, og har ikke være ude og kommentere afgørelsen, men blot meddelt, at man sammen med det juridiske team vil overveje næste skridt.
Ifølge den engelske avis The Guardian slipper Pistorius foreløbigt for fængsel og får i stedet lov at komme tilbage til sin husarrest, indtil han får udmålt sin nye straf på baggrund af dagens dom.