Verdensmesteren i sværvægtsboksning, Wladimir Klitschko, siger, at udfordreren Tyson Furys hjerne er på størrelse med et egerns
Ordkrigen trappes op mellem verdensmesteren i sværvægtsboksning, Wladimir Klitschko, og udfordreren Tyson Fury, som mødes den 28. november i en titelkamp.
Hjernen hos et voksent egern vejer cirka seks gram og er omkring tre cm. langt, og det er langt fra gennemsnittet hos os mennesker, hvor hjernen vejer 1.400 gram og er 15 cm i længden.
Derfor må man bestemt konkludere, at det er en verbal sviner af rang, når verdensmesteren i sværvægtsboksning, Wladimir Klitschko, hævder, at hans udfordrer Tyson Fury har en hjerne på størrelse med et egerns
Jo, tak. Der er for alvor skruet op for ordkrigen mellem de to boksere, som mødes i en VM titelkamp den 28. november i Düsseldorf i Tyskland.
Klitschkos svada er et svar på nogle udtalelser, som Tyson Fury er kommet med i den engelske avis Mail on Sunday, hvor han i stærkt nedladende vendinger giver sit syn på abort og homoseksuelle og desuden kalder Wladimir Klitschko for en djævletilbeder.
»Hans udtalelser gør mig syg, De har intet at gøre med reklame for kampen. Det viser blot, hvad der egentlig foregår i hovedet på Tyson Fury - han er ulykkelig,« siger Wladimir Klitschko, som mener, at det er dumt og uklogt, når Fury udtaler sig på den måde.
»Vi lever heldigvis i et demokrati, hvor man må sige sin mening, men folk er nødt til at respektere hinanden,« lyder der fra Klitschko, som i øjeblikket er i træningslejr i de østrigske alper, hvor han forbereder sig til sit titelforsvar nummer 24 og sin titelkamp nummer 28.
Det er ikke første gang og givetvis heller ikke sidste, at de to boksere er i verbal infight. Ved en tidligere pressekonference med de to boksere bragede Tyson Fury ind i et Batman-kostume. Han løb et par runder, hvorefter han truede Klitschko med en røvfuld og kaldte ham en skolelærer, hvis superheltetrick var at kede folk ihjel.
Dengang sagde Wladimir Klitschko, at Tyson Fury siger og gør ting, som han senere kommer til at fortryde.
»Han har helt sikkert et par skruer løs i hovedet. Jeg kommer til at stramme dem og få dem sat på plads,« sagde Klitschko, som nok skal have fat i de helt små kirurgiske redskaber i værktøjskassen, hvis Tyson Fury vitterligt har en hjerne, som har samme størrelse som et egerns.