VM-kampen i sværvægt mellem Wladimir Klitschko og Tyson Fury rykker nærmere og tonene bliver skarpere
VM-kampen i sværvægtsboksning mellem mesteren Wladimir Klitschko og den engelske udfordrer Tyson Fury får stor opmærksomhed, og de to boksere har travlt med at søle hinanden til.
Det bliver langsomt skruet op for krigen på fornærmende og provokerende udtalelser inden VM-kampen i sværvægtsboksning mellem den nuværende mester Wladimir Klitschko og hans engelske modstander, Tyson Tury.
Kampen bokses den 28. november i Düsseldorf, da kampen ikke kunne gennemføres på den oprindelige dato den 24. oktober pga. en skade hos Wladimir Klitschko.
Selv om den ukrainske mester siger, at han bestemt respekterer sin modstander, siger han samtidig, at Tyson Fury vil komme til at fortyde mange af sine udbrud, som englænderen har budt ind med, siden aftalen om en VM-kamp mellem de to blev en realiet.
Blandt andet har Tyson Fury tidligere beskrevet Wladimir Klitschko som en bokser, der har set sine bedste dage.
»Hvis jeg ikke kan tæve en gammel mand, mens jeg er på toppen rent fysisk, skal jeg have bank med en stor kæp,« har Tyson Fury sagt.
Den skøre brite lægger bestemt ikke en dæmper på sig selv i forsøget på at skabe opmærksomhed på primært sig selv.
Ved en tidligere pressekonference med de to boksere bragede Tyson Fury ind i et Batman-kostume.
Han løb et par runder, hvorefter han truede Klitschko med en røvfuld og kaldte ham en skolelærer, hvis superheltetrick var at kede folk ihjel.
»Du har aldrig været i kamp med en sigøjnerkonge,« råbte den 27-årige brite, der ikke lægger skjul på, at han er ud af en sigøjnerfamilie fra Manchester.
Wladimir Klitschko tager de mange skøre påfund fra sin modstander med ophøjet ro og mener, at Tyson Fury siger og gør ting, som han senere kommer til at fortryde.
»Han har helt sikkert et par skruer løs i hovedet. Jeg kommer til at stramme dem og få dem sat på plads,« siger Klitschko.
»Det bliver en stor oplevelse for ham i ringen. Jeg kommer til at give ham en lærestreg,« siger mesteren, som ikke har tabt en kamp i 11 år og som har en ganske imponerende rekordliste med 65 sejre og tre nederlag. 54 af sejrene er kommet på knockout.
I modsætning til denne forudsigelse fra mesteren, så mangler Tyson Fury heller ikke selvtillid, og han har spillet 2 mio. kr på, at han står som vinder, når kampen foran de forventede 60.000 tilskuere på fodboldstadion i Düsseldorf er forbi.
Uvildige bokseeksperter mener, at Tyson Fury meget vel kan vise sig at blive en af de største udfordringer i Klitschkos lange karriere, men vurderingen er samtidig, at Klitschko kommer til at vinde opgøret.