Fortsæt til indhold
Sport

Fifa-kandidater bliver inviteret til møde i København

Valg: DBU-formand er ligeglad hvem der bliver Fifa-præsident – det handler om reformer.

MIKKEL HEMMER-HANSEN

Der bliver hård kamp om at blive ny præsident for Fifa.

Mandag var der deadline for at melde sit kandidatur som øverste leder for det internationale fodboldforbund, og nu er listen oppe på syv.

Efter planen skal den ny formand vælges 26. februar. Det er dog ikke navnet på den ny præsident, der er vigtig lige nu, mener formanden for DBU.

»Jeg er fuldstændig ligeglad med hvem, der bliver den nye formand, jeg vil have reformer. Tingene er gået helt skævt i Fifa. Nok er nok,« siger Jesper Møller.

Han ønsker en åben valgkamp, og han vil gerne have kandidaterne til København.

»Vi vil invitere alle kandidaterne til København, hvor de kan komme med et oplæg, og så vil vi stille en masse spørgsmål om menneskerettigheder, deres holdning til ledelsesreformer og deres syn på at få flere kvinder ind i Fifa. Vi er for mange gamle gnavne mænd i øjeblikket,« siger Jesper Møller.

Han vil endnu ikke fortælle, hvem han foretrækker at stemme på.

Mandag aften havde han mulighed for at møde og lytte til to Fifa-præsidentkandidater, der deltog i en paneldebat i forbindelse med idrætskonferencen Play The Game i Aarhus.

Den tidligere professionelle fodboldspiller David Nakhid fra Trinidad og Tobago vil have flere penge til de svageste lande.

»Udviklingen af fodbold er gået i stå i de fattigste lande. Det er ikke nok med en event hist og pist. Der skal iværksættes en bæredygtig økonomisk model,« siger David Nakhid.

Ingen udvikling

Han mener, at det nuværende system er ved at bryde sammen. Fodbolden bliver slet ikke udviklet i de svageste lande, mens de rigeste klubber i Europa, bliver rigere og rigere og vinder det hele.

»Der skal ske en udvikling, ellers kollapser systemet på samme måde, som man ser med flygtningestrømmene til Europa i øjeblikket,« siger David Nakhid.

Mandag aften sad han skulder ved skulder med franskmanden Jerome Champagne, der også håber at blive Fifa-præsident. Han har en fortid som Fifa-ansat i over 10 år, inden han blev fyret.

Nu vil han gerne forandre Fifa indefra.

»Der er nogle få gode ting i Fifa, resten skal forandres. Der skal flere VM til Afrika, kvindefodbolden skal udvikles og der skal generelt en større åbenhed,« siger Jerome Champagne.

Han mener, at aflønningen af de ledende medarbejdere skal offentliggøres.

»I dag kender vi præsident Obamas løn, det skal selvfølgelig også være tilfældet med Fifas præsident,« siger Jerome Champagne.

En del af Fifa-kandidaterne har eller har haft en fortid i Fifa. Det er uholdbart, mener David Nakhid.

»Kan Fifa klare endnu en hjernerystelse. Nej, Fifa er allerede traumatiseret. Der er brug for en person, der kommer helt udefra, og som ikke er involveret i systemet,« siger David Nakhid.