Trout klar til Mayweather-køen
Amerikaneren Austin Trout holdt tirsdag aften liv i karrieren på topplan og er blandt de mulige modstandere til Floyd Mayweather Jr. i fremtiden.
Letmellemvægteren Austin Trout (30-2, 17 KO) tjekkede ind i Mayweather-loungen med samme naturlighed, som Frank Sinatra i sin tid gik ind på et kasino i Las Vegas. Amerikaneren har tidligere slået Miguel Cotto, der i dag er verdensmester i mellem.
Men et knebent nederlag i 2013 til superstjernen Saul Alvarez efterfulgt af en ydmygelse mod cubaneren Erislandy Lara truede med at sende Trouts karriere i et dødsspin, men tirsdag blev det til den fjerde overbevisende sejr i træk, og han konsoliderede sin 3. plads i letmellemvægt hos boksemagasinet The Ring.
Aftenens modstander i Hollywood Palladium i det nordlige Los Angeles, Joey ”Twinkle fingers” Hernandez (nu 24-4-1, 14 KO), var kun farlig en enkelt gang i kampen. I 4. omgang lavede han pludselig et body slam fra professionel wrestling. Det kostede et point, men gav afveksling i en kamp, hvor den teknisk fremragende Austin Trout udboksede sin underlegne modstander.
»Han var desperat. Måske håbede han, at jeg ville blive skadet, men det skete ikke,« sagde Austin Trout efter kampen.
Det ydmygende body slam fik Austin Trout til at være mere aggressiv – han ville tydeligt straffe sin modstander. Før dette højdepunkt havde Austin Trout metodisk udbokset sin modstander fra defensiven. Havde Joey Hernandez håbet på at få en fordel ud af sin handling, så tog han fejl. Allerede i slutningen af 6. omgang blev kampen stoppet, efter Austin Trout leverede et smukt højre hook til kroppen, der sendte Joey Hernandez i gulvet.
Sammen med næsten enhver topbokser fra letweltervægt til mellemvægt står manden fra Las Cruces i New Mexico i kø for chancen for en kamp mod den bedste bokser i verden pound for pound, Floyd Mayweather Jr. (48-0, 26 KO).
»Jeg forsøger at være den bedste i min vægtklasse. Jeg mener, at det er mig, der er den bedste, og hvis de ikke tror på mig, så vil de komme til det,« sagde Austin Trout.
Floyd Mayweather Jr. har ellers meddelt, at han stopper karrieren på lørdag, hvor han bokser mod Andre Berto (30-3, 23 KO) i weltervægt. Næsten ingen tager dog superstjernens proklamerede karrierestop alvorligt.
Det er dog en ganske lang kø, der står foran Austin Trout, men aftenens vinder er i stalden hos den ekstremt magtfulde grå eminence i professionel boksning – Al Haymon. Bagmanden der officielt hverken er promotor eller manager for nogen bokser, men kun ”rådgiver” styrer også Floyd Mayweather Jr.’s karriere.
Dette kan give Austin Trout en reel chance for at få ørene rodet ind i boksningen største pengemaskine. ”Money” Mayweathers seneste kamp mod Manny Pacquiao indtjente op mod fire mia. kroner. Så det er forståeligt, at han er manden alle vil møde i ringen.