Guldet glippede i historisk dansk VM
Den danske svømmetrup leverede det bedste VM nogensinde. Men guldet manglede.
Når Lars Green Bach mandag morgen spænder sikkerhedsbæltet og kigger ud af flyvinduet i lufthavnen i russiske Kazan, kan han læne sig tilbage i flysædet og gøre klar til hjemrejsen til København med et smil på læben. Dansk Svømmeunions sportschef kan nemlig efter otte dage i Rusland se tilbage på det bedste danske VM nogensinde.
Fire VM-medaljer fordelt på tre svømmere og yderligere fem finaler blev det til for den danske svømmetrup.
Det kunne have heddet fem medaljer, som målsætningen hed inden afrejsen, men i kvindernes holdkap søndag aften lykkedes det ikke Jeanette Ottesen, Mie Ø. Nielsen, Rikke Møller Pedersen og Pernille Blume at nå en podieplads i 4x100 meter medley. De tre sidstnævnte svømmere var langt fra deres personlige rekorder, og derfor sluttede Danmark på femtepladsen, mens guldet gik til Kina.
Den manglende førsteplads
Aldrig har Danmark haft flere finalepladser ved et VM i langbane, og aldrig har Danmark fået så mange medaljer i de olympiske discipliner, hvor konkurrencen er størst. Det vidner om, at danskerne hører til i verdenstoppen. Samtidig er præstationerne et tegn på, at der er et stort potentiale at arbejde med inden OL i Rio til næste sommer, mener sportschefen.
»Jeg er utrolig stolt af de præstationer, som svømmerne har leveret for Danmark. Både individuelt og kollektivt. Det er svært at være pessimist efter sådan et VM-stævne,« siger Lars Green Bach.
Men mangler der ikke noget, vil nogen sikkert spørge. Guldmedaljen. Ni finaler uden en eneste guldmedalje rejser umiddelbart spørgsmål om manglende dygtighed, når det virkelig gælder. Med en verdensrekordholder som Rikke Møller Pedersen, tidligere verdensmestre som Jeanette Ottesen og Lotte Friis samt en tidligere europamester som Mie Ø. Nielsen, er det legitimt at spørge sig selv, hvorfor danskerne ikke formåede at tage det sidste skridt. Men det er Lars Green Bach uenig i.
»Verdenstoppen er tæt. Vi har måske ikke haft den sidste held eller dygtighed i nogle løb, men jeg forstår ikke hvorfor guld skal være et succeskriterium,« siger Lars Green Bach, der har svært ved at forklare, hvorfor man ikke formåede at få en placering øverst på podiet.
»Det er mennesker, vi arbejder med. Nogle gange lykkes alt, og det har det ikke gjort i alle løb,« siger han.
To medaljer efter overfald
Den bedste dansker ved VM målt på antallet af medaljer er Jeanette Ottesen med to sølvmedaljer i henholdsvis 50 og 100 meter butterfly. En præstation, der står stærkt set i lyset af det overfald, som Jeanette Ottesen og kæresten Marc Loughran var udsat for i København i forrige måned, hvor Ottesen både brækkede lillefingeren og fik mentale knubs.
»Jeanette svigter aldrig, når det gælder. Hun har præsteret fantastisk godt,« siger Lars Green Bach.
Udover de fire medaljer og yderligere fem finaler deltog Danmark i yderligere fire semifinaler, mens man også slog tre nordiske rekorder.