Gymnasieeleven fra Nørresundby tog VM-bronzen
Mie Ø. Nielsen tog VM-bronzemedaljen i 100 meter ryg, mens Lotte Friis missede podiet i 1500 meter fri. Danmark er nu oppe på to VM-medaljer.
Nok står de på hver sin side af karrierens svømmebassin. Den ene, veteranen, regnes for en af verdens bedste elitesvømmere, bor i Baltimore og har 10 VM-finaler på CV’et. Den anden, stortalentet, er gymnasieelev, bor hos forældrene i Nørresundby i Nordjylland og havde før tirsdag eftermiddag aldrig stået i en VM-finale på langbane før.
Men i klorvandet i Kazan byttede 27-årige Lotte Friis og 18-årige Mie Ø. Nielsen tirsdag aften roller. Veteranen missede en medalje i disciplinen 1500 meter fri, hvorimod stortalentet nuppede bronzemedaljen på 100 meter ryg – og sikrede dermed den anden danske medalje på tre dage under VM i svømning i Rusland.
Et halvt sekund fra guld
På det ombyggede fodboldstadion i Kazan indledte Mie Ø. Nielsen tirsdag eftermiddag jagten på, hvad mange troede kunne blive den blot anden dag i dansk svømmehistorie med to VM-medaljer. Efter en god start vendte nordjyden som den første i det 50 meter lange bassin, men en australsk duo viste sig for stærk i slutspurten. Madison Wilson tog sølvmedaljen, mens landsmanden Emily Seebohm nuppede guldet i tiden 58,26 sekunder. Det var under et halvt sekunder hurtigere end Mie Ø. Nielsen, der sluttede i tiden 58,86 sekunder.
»Det var en flot præstation. Det er fantastisk, at hun nu har taget det sidste skridt op på medaljeskamlen,« siger Lars Green Bach, sportschef i Dansk Svømmeunion.
Friis missede medaljen
Han kunne under en time efter Mie Ø. Nielsens historiske præstation se Lotte Friis forlade vandet uden jubel. Danskeren lå længe nummer to, men halvvejs inde i det 1500 meter lange løb overhalede Lauren Boyle fra New Zealand den dobbelte danske VM-guldvinder.
Derfra lignede det en bronzemedalje, men et ungarsk maratoncomeback stod i vejen for den dobbelte danske medaljetriumf i Kazan.
Ungarske Boglarka Kapas var suveræn i slutspurten og snød derfor Lotte Friis for sin fjerde VM-medalje. Placeringen af guldmedaljen var der dog aldrig tvivl om. Det amerikanske teenagefænomen Katie Ledecky er konkurrenterne overlegen, og det satte hun tirsdag endnu engang en streg under. Amerikaneren slog verdensrekorden i tiden 15.25,48 minutter, mens Lotte Friis svømmede i tiden 15.49,00 minutter.
»Vi er skuffede over, at det ikke rakte i aften, men det er ikke nogen katastrofe. Lotte er den fjerdebedste i verden. Det er vigtigt at huske på, selvom medaljen glippede,« siger Lars Green Bach.
Ny finale onsdag
På den danske herreside er Viktor Bromer klar til finalen i 200 meter butterfly. Den 22-årige forsvarende europamester satte tirsdag morgen nordisk rekord i sit indledende heat i tiden 1.54,47 minutter. I semifinalen senere på dagen svømmede aalborgenseren i tiden 1.54,82 minutter.
26-årige Mads Glæsner slog både sin egen og den danske rekord på 800 meter fri. Men trods rekordtiden på 7.51,24 minutter var han ikke blandt de otte svømmere, der gik videre til finalen.