Verdenskendt speaker knækker sin stemme én sidste gang
Ivor Robson hverken tisser, spiser eller rører sig ud af flækken i et halvt døgn.
ST. ANDREWS
Siden 1975 har én stemme været synonym med British Open.
Det har været stemmen, som ved de seneste 41 British Opens har præsenteret 18.995 spillere for publikum på hul 1 ved verdens mest prestigefyldte golfturnering. Det er stemmen, der knækker og når op i et toneleje, som kun få kan efterligne.
Ivor Robson er manden bag stemmen, som enhver golfspiller drømmer om at få til at sige sit navn.
Mandag eftermiddag kl. 15.30 dansk tid var sidste gang, at Ivor Robson råbte et spillernavn op ved British Open. Han har nemlig valgt at gå på pension fra stillingen efter at have gjort både den og sig selv legendarisk de seneste 40 år.
”Du kan ikke blive ved for evigt, og hvis du skal træde af, findes der ikke noget bedre sted at gøre det end her,” sagde han for nogle dage siden til Golfchannel.
Ivor Robson henviser naturligvis til St. Andrews, hvor British Open mandag bliver afgjort. Stedet er kendt som golfens hjemsted og er rig på historiske og ikoniske øjeblikke.
Udover sin sjove stemme er Ivor Robson også kendt for en anden mystisk ting. Fra han præsenterer de første spillere, typisk kl. 6.30 om morgenen, til han præsenterer de sidste spillere engang ud på aftenen, forlader han ikke sin post. Derfor får han hverken mad, drikkevarer eller toiletpauser.
Ved hver British Open siges det derfor, at Ivor Robson taber sig adskillige kg.
Selvom dette er Ivor Robsons sidste British Open, vil han officielt trække sig tilbage ved Europatourens sæsonafslutning DP World Tour Championship i Dubai i november.
I nedenstående link kan du se en masse af verdens mest kendte golfspillere forsøge at imitere Ivor Robsons stemme: