Fortsæt til indhold
Sport

BANG. Her hamrer han golfbold ind i hotel

Eddie Pepperell førte British Open. Men så kom et hotel i vejen.

St. Andrews

På St. Andrews-banen er der adskillige ikoniske huller og slag, man skal igennem, før golfrunden er overstået.

Et af dem er på hul 17, hvor golfspillerne skal forcere hjørnet af Old Course Hotel (hvis de altså tør) i deres drive for at opnå den ideelle linje mod hullet.

Gennem tiderne er der nok røget nogle hotelruder på den konto, og engelske Eddie Pepperells forsikringsselskab troede nok, at de skulle blive de næste til at punge ud, da de så retningen på hans drive søndag på hul 17.

Bolden bevægede sig nemlig i en stor kurve mod højre, et såkaldt slice, lige med retning mod hotellets mange balkoner og vinduer, hvor hotelgæster flittigt følger med i løjerne ved denne uges British Open.

Heldigvis blev hverken tilskuere eller vinduer ramt. Men bolden ramte hotellets væg, hvorefter den uheldigvis for Pepperell røg ned i et område, der er out of bounds.

Det betød, at han skulle slå et nyt slag fra teestedet. Pepperell, der på det tidspunkt var forrygende kørende på sin runde og førte British Open, måtte gå fra hul 17 med en dobbeltbogey, hvilket sendte ham lidt tilbage i stillingen.

På trods af episoden på hul 17 kom Pepperell dog rundt på St. Andrews-banen i 66 slag, og han er i skrivende stund på en delt ottendeplads ved British Open.