Fortsæt til indhold
Sport

Alis boksehansker fra returkampen mod Sonny Liston kommer på auktion

Få måneder inden 50 års dagen for returopgøret i sværvægt mellem Sonny Liston og Muhammad Ali kommer vinderens handsker på auktion.

Et par berømte, næsten ubrugte og højrøde boksehandsker kommer under hammeren på en auktion den 21. februar i år i New York. Anslået pris: En mio. dollar - omkring 6,5 mio. kr.

Handskernes oprindelige ejermand er Muhammad Ali, som havde dem på sine hurtige næver, da han besejrede Sonny Liston i en af boksehistoriens mest debatterede og berømte titelkampe. Som en ekstra bonus for køberen er handskerne signeret af Muhammad Ali.

Titelopgøret mellem de to boksere for snart 50 år siden var ganske kort og dramatisk, og afgørelsen har siden været til livlig debat.

Muhammad Ali råber ad Sonny Líston, som er røget i gulvet efter det såkaldte "spøgelsesslag".

Liston røg på halen allerede i 1. omgang efter at være blevet ramt af en højrehånd fra Ali - eller måske ramt. Slaget, som fældede Liston, er siden blevet kaldt "spøgelsesslaget, da det er meget svært at få konstateret, om Ali i virkeligheden rammer Liston.

Der er efterfølgende spekuleret i, om Sonny Liston med vilje smed kampen og lod sig falde, fordi han skyldte penge til mafiaen, som med hans nederlag kunne vinde store penge på spillemarkedet? Eller om Ali ganske enkelt leverede det perfekte slag?

Billeder fra de afgørende sekunder af titelkampen viser en arrig Ali, som står foran Liston og råber til ham, at han skal rejse sig op og slås videre.

Kampen i Lewiston var en returmatch mellem de to boksere. Året inden havde Ali, som dengang stadig hed Cassius Clay, vundet den første titelkamp mod Sonny Liston, som opgav at komme ud til 7. omgang, da der blev ringet med klokken.

Alis handsker fra den kamp blev i 2014 solgt på en aktion for 5,5 mio. kr.