Professor Henrik Høgh-Olesen om bid: "Det er den ultimative aggression i sin allermest primitive form"

Hele verden taler om biddet.

Da den uruguayanske fodboldspiller Luis Suarez tirsdag aften satte sine tænder i skulderen på sin modspiller, Giorgio Chiellini, under kampen mod Italien.

Det var i øvrigt tredje gang, at en modspiller fik den behandling af Luis Suarez.

Men hvorfor er det så meget værre, end når fodboldspillere skubber og sparker hinanden?

Hvorfor er det mere alvorligt, når lille Martin eller Martine bider i vuggestuen, end når børnene slår hinanden?

"Det er den ultimative aggression i sin allermest primitive form. Når vi bider, er al fernis skrællet af. Det er ikke noget, vi normalt ser i omgangen med hinanden, men noget vi sanktionerer voldsomt," forklarer professor i social- og personlighedspsykologi på Aarhus Universitet Henrik Høgh-Olesen.

At bide er rovdyradfærd

At bide er ifølge professoren en handling, som mennesket normalt udelukkende tyer til i yderste desperation, når vi føler os truet på livet.

"Det er noget dyrisk. Mennesker er jo dyr, men det er ikke noget, vi bryder os om at udstille, det er tværtimod en side, som vi forsøger at kontrollere i udtalt grad. Det er meget kritisabelt blandt civiliserede mennesker at opføre sig som dyr."

Hvorfor er et bid mere primitivt end et spark?

"Fordi man dermed opfører sig som, når rovdyr bekriger hinanden eller fanger bytte."

Et ritualiseret krigsspil

Henrik Høgh-Olesen kalder fodbold og alle andre konkurrenceholdspil for "ritualiserede krigs- og kampspil."

"Med streg under det ritualiserede, for det er jo ikke en krig, det er for sjov. Ikke desto mindre er det stadig to stammer, som forsøger at invadere hinandens territorier og vinde over hinanden."

Men modsat rigtig krig, hvor alle kneb gælder, er der klare regler i sportens verden.

Derfor var forargelsen også stor, da bokseren Mike Tyson i 1997 bed sin modstander Evander Holyfield i øret under en kamp.

"Selv i en aggressiv sport som boksning må man ikke bide, for så overskrider man en grænse, hvor man ikke længere accepterer, at det er et spil, en aftale mellem to civiliserede parter om, at vi udfører en særlig adfærd inden for en bestemt ramme," siger Henrik Høgh-Olesen.

Et grundlæggende kontroltab

Det er langt fra unormalt, at små børn bider, men det giver ofte anledning til samtaler med pædagogerne, fordi det giver et alvorligt fingerpeg om, at noget er galt, siger professoren.

"Når sådan noget sker, er det udtryk for, at der er et grundlæggende kontroltab i en person, og det ser man meget bekymret på."

Og mens det måske er til at forstå hos børn, som kan være frustrerede over ikke at have noget sprog, så tyder noget på, at Luis Suarez som 27-årig stadig har svært ved at kontrollere sine impulser.

Svært at styre impulserne

Det er i hvert fald tredje gang, at han er involveret i en sag, hvor han beskyldes for at have bidt en modstander.

I 2010 fik han syv spilledages karantæne for at have bidt en modspiller fra PSV Eindhoven i skulderen, mens han for Liverpool i 2013 bed Chelseas forsvarer Branislav Ivanovic.

Dette kostede Suraez 10 kampes karantæne.

Professor i sportspsykologi Adam Naylor fra Boston Universitet siger til New York Magazine, at Suarez' bideri faktisk kan være udløst af spillerens forsøg på at kontrollere sine følelser i en presset situation.

"Jo mere, vi prøver at kontrollere vores impulser under stress, jo sværere bliver det," forklarer han.