Landstræner: Forfærdelige tanker efter triatlonulykke
Camilla Pedersen er i kunstig koma - foreløbig indtil fredag.
Den danske europamester i triatlon Camilla Pedersen ligger i kunstigt koma på Odense Universitetshospital efter et slemt cykelstyrt tirsdag aften.
Det er selvfølgelig noget, der gør rigtig ondt. Jo tættere man er knyttet til personen, jo værre er det. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tænke, før jeg kender udkommet af situationen.Michael Krüger, landstræner.
Hun bar cykelhjelm, men fik alligevel kraniebrud og indre blødninger.
Både tirsdag og onsdag har hun været på operationsbordet.
Uheldigt og hårdt
"Hun må være faldet meget uheldigt og meget hårdt," siger Michael Krüger, landstræner for det danske triatlonlandshold, til Jyllands-Posten.
Michael Krüger er også personlig træner for Camilla Pedersen, og han er tydeligt mærket af den alvorlige ulykke.
Han betegner det dog som et hændeligt uheld og har fået genfortalt, hvordan det skete:
Børn kom i vejen
"Hun var ude at træne med en række andre atleter i nærheden af Esbjerg, da der trådte nogle børn ud på vejbanen. Det reagerede de alle sammen på, og det sker nærmest dagligt, at man skal undvige en fodgænger eller en cyklist. Det var et hændeligt uheld, og der var ingen bilister indblandet, men hun har slået sig voldsomt," siger Michael Krüger.
Han forklarer, at ingen ryttere kørte bag hende, så ingen ved præcist, hvad der skete.
"Men det har været en del af en undvigelsesmanøvre," siger Michael Krüger.
Koma indtil fredag
Landstræneren forklarer, at Camilla Pedersens træningskolleger naturligvis er chokerede efter episoden, og det er landstræneren også.
"Det er selvfølgelig noget, der gør rigtig ondt. Jo tættere man er knyttet til personen, jo værre er det. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tænke, før jeg kender udkommet af situationen."
"Men man har nogle forfærdelige tanker."
Indtil videre skal Camilla Pedersen være i kunstig koma indtil fredag.
Ingen kender konsekvenserne
Først derefter tager lægerne stilling til, hvad der skal ske - med mindre situationen udvikler sig inden da.
"Der er ingen, der kan sige, hvad konsekvenserne er ved det. Nu handler det udelukkende om, at hun skal blive rask."
Er hun i livsfare?
"Der har ikke været snak om livsfare. Men det er også nok, hvis du er i fare for at miste din førlighed," siger Michael Krüger.
Den 30-årige Camilla Pedersen vandt EM-guld på den halve ironman-distance i maj i Spanien.