Taekwondo: Fratrådt landstræner søger sit eget job
Dansk Taekwondo Forbund er på kollisionskurs med Team Danmark i ansættelsen af en ny landstræner.
Den netop fratrådte landstræner, Sten Knuth, er blandt de tre kandidater til jobbet, som hovedbestyrelsen i forbundet har kaldt til samtale på søndag i Vejle.
Det har vakt stor forundring i Team Danmark, som betaler en væsentlig del af landstrænerens løn.
Årsagen er, at Sten Knuth reelt måtte forlade sit job på grund af et forsøg på at misbruge Team Danmark-penge til de aktive på at betale en rejse for en tidligere koreansk landstræner.
Sagen kostede desuden Torben Madsbøll jobbet som formand for eliteudvalget.
Det var hensynet til forbundets troværdighed og truslen om at miste Team Danmark-støtte på to millioner kroner årligt, der fik hovedbestyrelsen til at reagere. Mens Torben Madsbøll blev frataget det politiske ansvar, slap Sten Knuth med en skriftlig advarsel. Den 35-årige tidligere landsholdskæmpe følte sig efterfølgende presset til at sige jobbet op.
Sten Knuth har undskyldt og søgt sit gamle job igen med tiltrædelse 1. januar, og en af tre kandidater, som hovedbestyrelsen skal vælge blandt.
»Forbundet har et forklaringsproblem i forhold til de oplysninger, vi har fået om Knuths rolle i handlingsforløbet,« siger Team Danmarks chefkonsulent, Susanne Hedegaard Andersen.
Har sagt undskyld
Hun understreger, at Team Danmark ikke vil stå i vejen for en ansættelsen af Sten Knuth, hvis det er den træner, de aktive ønsker. Hun vil bare have en forklaring. Desuden skal forbundet redegøre for, hvordan det med en strammere linie og klare retningslinier vil undgå lignende sager fremover.
Sten Knuth siger, at han har søgt jobbet, fordi han er blevet opfordret af de aktive samtidig med, at han gerne vil fortsætte det arbejde, han nåede at sætte i gang.
»Jeg har kvajet mig og sagt undskyld. Nu er jeg indstillet på at starte på en frisk. Spørgsmålet er, om forbundet også er det,« siger Sten Knuth.
Et udvalg har netop gennemgået ansøgningerne og indstillet tre kandidater.
»De er kvalificerede på hver deres måde. Den ideelle ansøger findes vel ikke, så det handler om at finde den med flest plusser,« siger eliteudvalgets nye formand, Per Holdt Madsen.
Mange plusser
Han ønsker ikke at bekræfte Jyllands-Postens oplysninger om, at Sten Knuth er blandt de tre indstillede.
»Er han det, er det fordi, han er kvalificeret. Han har mange plusser, bl.a. på baggrund af den erfaring, han har opnået i det seneste år i jobbet. Et minus er selvfølgelig, at han har blandet sig i nogle ting, der ikke var særligt smart. Har man to lige kvalificerede ansøgere, vælger man selvfølgelig den, der ikke har optrådt illoyalt. Han har sagt undskyld, men spørgsmålet er, om der er gået lang tid nok til, at sagen er glemt. Det er op til hovedbestyrelsen at afgøre, om den i så fald har den fornødne tillid til ham,« siger Per Holdt Madsen.
Han understreger, at det er Dansk Taekwondo Forbund og ikke Team Danmark, der ansætter landstræneren.
»Vi skulle dog gerne nå til enighed, da Team Danmark jo betaler en stor del af omkostningerne. Vi har ikke midlerne selv,« siger Per Holdt Madsen.