Fodbold: Slutspil får dødsstødet
Efter et sidste forgæves forsøg på at overtale JBU-repræsentanterne til at gå ind for et DM-slutspil med otte klubber har superligaklubberne erkendt det forestående nederlag.
Superligaklubberne har på forhånd erkendt nederlaget på Dansk Boldspil-Unions årsmøde lørdag.
Men som gode sportsfolk stiller de naturligvis op til kampen bevæbnet med hver en stemmeseddel. Miraklernes tid er vel ikke forbi.
Det gælder strukturændringer, hvor den nuværende superliga skal munde ud i et DM-slutspil i foråret med kun otte klubber. Dødsstødet synes givet på forhånd.
Efter et flere timer langt møde tirsdag aften mellem repræsentanter fra JBU-fraktionen og klubber fra 1. og 2. division, var FC Midtjyllands direktør, Jens Ørgaard, i går ikke i tvivl:
»Det er en helt umulig opgave at flytte et tilstrækkeligt stort antal stemmer før mødet på lørdag. Vi erkender nederlaget og tager det til efterretning,« siger en skuffet Jens Ørgaard, der repræsenterede superligaklubberne sammen med AaB-direktøren Børge Bach og AGF-formanden Erik Meiniche Schmidt.
Superligalederne tror ikke på, at de små sprækker i JBU-blokken på 36 repræsentanter er store nok, når samtidig et flertal af klubber i 1. og 2. division er imod det mest vidtgående forslag til strukturændringer.
Et stort flertal i DBU-bestyrelsen har givet superligaklubberne opbakning ved at gøre turneringskommissionens forslag til sit eget, men der skal kun 37 stemmer imod til at vælte forslaget, der kræver trefjerdedeles majoritet.
Bredden blokerer
»Vi kan jo kun håbe, at DBU-bestyrelsen kan sende nogle klare meldinger til forsamlingen og måske bevæge tilstrækkeligt mange i den rigtige retning. Hvis man heller ikke vil rette sig efter en næsten enig DBU-bestyrelse, synes jeg, at dansk fodbold står med nogle meget store problemer,« siger Jens Ørgaard.
Efter superligaledernes opfattelse er det forkasteligt, at en stor blok af JBU-ledere fra dansk breddefodbold skal kunne blokere for nogle ændringer i toppen, der efter ledernes opfattelse vil kunne gøre det noget lettere at drive rentable forretninger i de professionelle afdelinger.
»Reglen om et kvalificeret flertal (3/4) blev oprindelig indført som en beskyttelse af divisionsklubberne. Når den nu bliver brugt imod os, føler vi, at JBU-lederne agerer både dommere og bødler uden hensyntagen til helheden,« siger Jens Ørgaard.
For at skabe en positiv stemning for slutspils-forslaget hos 1. og 2. divisionsklubberne gik DBU for kort tid siden ud med et løfte om flere TV-penge, der dog kun kommer til udbetaling, hvis forslaget vedtages. Men dette forsøg på at købe stemmerne, syntes klubberne bestemt ikke om.
To andre forslag
»TV-pengene og strukturen har intet med hinanden at gøre, så jeg kan ikke forestille mig, at det har rykket stemmer blandt klubberne,« siger Hans Kurt Larsen fra Skive, der i øvrigt er enig med Jens Ørgaard i, at løbet er kørt for slutspilsforslaget.
Hvis bestyrelsens forslag bliver nedstemt lørdag på mødet i Odense, skal forsamlingen af 143 ledere tage stilling til to andre skriftlige forslag, der kommer fra Jysk Boldspil-Union.
Som det mest vidtgående vil forslaget om en udvidelse af superligaen fra 12 til 16 hold blive fremsat først. Hvis det også forkastes, skal forsamlingen stemme om en udvidelse til 14 klubber.
»Det første forslag har nok de bedste chancer, men superligaklubberne vil helt sikkert stemme imod begge forslag. Men det mest sandsynlige scenarie er, at turneringen fortsætter uændret med 12 klubber i superligaen,« siger Hans Kurt Larsen.