Tungt åg fra fortiden
I 70'erne var Fredericia Danmarks altdominerende klub. I denne sæson er det et ungt og urutineret Fredericia-hold, der som nyoprykker skal tage kampen op med topklubberne
For 30 år siden blev grunden lagt til en enestående triumfføljeton i dansk håndbold.
På hjemmebane i den ofte godt tilrøgede og for gæsterne uindtagelige Fredericia-hallen vandt Fredericia KFUM i sæsonen 71/72 nemlig pokalturneringen for første gang, da Stadion blev besejret 15-13.
Året efter fulgte de første medaljer - af sølv - og i 74/75 blev klubben for første gang dansk mester, da klubben vippede Århus KFUM af tronen.
Fem år i træk blev klubben dansk mester med navne som Anders Dahl-Nielsen, Flemming Hansen, Heine Sørensen, Jørgen Heidemann, Mogens "Muggi" Jeppesen i buret, Ole Madsen, Søren Andersen, Bjarne Jeppesen, Poul Kjær Poulsen og Jesper Petersen på holdet.
»Holdet havde otte-ni landsholdsspillere, og på det tidspunkt, var det noget helt unikt. Vi var stort set uden modstand herhjemme,« husker Anders Dahl-Nielsen i dag.
Otte år i træk blev det til medaljer, og syv gange sikrede klubben sig pokaltitlen. Tilmed formåede det elegante hold at samle hele Danmark foran såvel farve- som sort/hvid fjernsyn til nogle drabelige Europa Cup-slag.
I foråret 1976 nåede holdet finalen i Europa Cup'en for mesterhold mod jugoslaviske Banja Luca med blandt andet en spiller som Radjenovic, der har lagt navn til en ofte anvendt gennembrudsfinte, på holdet. Det blev et ærefuldt 15-17 nederlag, og året efter nåede klubben semifinalen mod et andet af 70'ernes storhold, rumænske Steaua Bukarest.
Storhedstiden slut
Men for 20 år siden sluttede storhedstiden. Fredericia KFUM rykkede ud af den bedste række, men har lige siden haft ambitioner om at komme tilbage til toppen af dansk håndbold.
Og ti år senere var tegningen til et nyt storhold ved at være der igen. KFUM var i 1990 blevet lagt sammen med naboerne fra Fredericia fF, og fusionsklubben bærer i dag det officielle navn Fredericia HK 1990. Anders Dahl-Nielsen, der i fem år havde været dansk landstræner, blev tilknyttet som konsulent, og efter oprykning til den bedste række tilmed som træner.
Der blev handlet kraftigt ind, og kun marginaler adskilte holdet fra en plads i mesterskabsslutspillet i den første sæson i den bedste række. Men året efter gik det galt.
Anders Dahl-Nielsen havde forladt klubben til fordel for jobbet som træner for Flensburg-Handewitt, og klubben røg igen ned i den næstbedste række - endda med en truende konkurs hængende over hovedet.
Dengang med en indædt fighter af en stregspiller ved navn Nick Rasmussen på holdet. Og han har været der lige siden. Faktisk har den nu 33-årige og nuværende træner for FHK haft sin gang i Fredericia-hallen det meste af sit liv.
»Jeg husker specielt en Europa Cup-kamp, da Mogens Jeppesen havde en fantastisk tredobbelt redning. Først et langskud. Så fra venstre fløj, og så fra stregen. Den episode står mejslet inde i hovedet på mig,« fortæller Nick Rasmussen, der selv går på banen som spillende træner.
Urutineret hold
Og hans rutine har holdet brug for. 20-30 år efter succestiden, er det et ungt og talentfuldt, men urutineret hold, der efter mange års desperat tilløb endelig er rykket op i den bedste række igen.
»Det glæder mig utrolig meget, at klubben er tilbage, og jeg ved, at de arbejder meget seriøst med tingene. De har et godt hold, og tilskuerne er der, hvis holdet kommer i gang,« siger Anders Dahl-Nielsen, nuværende konkurrent som træner for Skjern.
Fredericias mandskab er bygget op omkring en talentfuld årgang 1980 med playmakeren og anføreren Simon Krogh som en nøglespiller mellem de to andre profiler i Fredericias stærkeste våben - den sammenspillede bagkæde med Micke Næsby på højre back og Paw Peters på venstre back.
»Micke Næsby er en utrolig spændende spiller, som måske kan gå hen og blive ligaens topscorer. Holdet er talentfuldt, men det er min vurdering, at det nuværende hold ikke har udviklingspotentiale nok til at nå helt til tops. Hvis de skal helt i toppen, så skal de ud at købe ind,« vurderer Anders Dahl-Nielsen.
Men indtil videre må Fredericia klare sig med små indkøb i sammenligning med topklubberne.
Trods stor tilskueropbakning - sidste sæson samlede holdet små 1000 tilskuere i snit til kampene i 1. division - har Fredericia et i ligasammenhæng lille budget på 3-3,5 mio. kr, og tilmed arbejder klubben stadig på at afdrage gammel gæld.
Kun én nedrykker
Men netop dårlig økonomi har indirekte givet Fredericia en øget chance for at etablere sig i den bedste række. Virum/Sorgenfris konkurs og efterfølgende degradering betyder nemlig, at der kun skal findes en enkelt nedrykker i denne sæson.
»Nyoprykkere har det altid svært, men vi bliver ikke så hårdt presset, fordi der kun er én nedrykker i år. Vi ved, at vi skal kæmpe mod nedrykning, og jeg tror, det står mellem os, Otterup, Team Helsinge og Viborg,« siger Nick Rasmussen, der nævner de forsvarende mestre fra Kolding IF som guldfavorit.
Det samme gør Skjern-træner Anders Dahl-Nielsen, men han mener samtidig, at den danske top er blevet større og bedre.
»Jeg er ikke i tvivl om, at hold som os selv, Bjerringbro, GOG, Aalborg, Tvis og Ajax er stærkere end sidste sæson. Spørgsmålet er, om de er blevet så meget bedre, at de kan give Kolding modstand. Men rækken er så stærk, at de øvrige hold altid vil kunne slå hinanden indbyrdes og af og til også topholdene. Og jeg tror ikke, at nogen af oprykkerne falder fuldstændig væk,« siger han.