Fortsæt til indhold
Sport

Håndbold: Enden kommer nærmere

Kroppen kan snart ikke holde til mere håndbold på topplan, siger Jakob Larsen fra GOG-Svendborg TGI, der nu vil tage en træneruddannelse.

Af NOAH MØLGAARD

Den kommende sæson kan meget vel blive Jakob Larsens sidste sæson som aktiv spiller i den danske liga. Den grønlandske spiller er nu for alvor begyndt at forberede sig til livet efter håndboldkarrieren, hvor han drømmer om at skifte spillertrøjen med en trøje med coach på ryggen.

Den snart 33-årige Jakob Larsen fra GOG er i karrierens efterår, men står alligevel i et dilemma, hvor han tænker på at slutte sin karriere, mens legen er god.

Men på den anden side kan Jakob Larsen få tildelt en mere central rolle, når Torsten Laen forlader den fynske klub til fordel for spanske Ciudad Real efter sommerferien.

»Jeg tænker nu meget på livet efter håndbold-karrieren. Min kontrakt udløber i sommeren 2008, og den kommende sæson kan meget vel blive min sidste sæson i den danske liga. Men det kan også godt være, at jeg bliver fristet til at fortsætte i hvert fald en sæson mere, hvis jeg får mere spilletid og får en anden rolle på holdet i den kommende sæson, nu hvor Torsten Laen skal forlade os.

Jeg må dog samtidig erkende, at min krop nu giver signaler om, at det efterhånden bliver svært at være med på det niveau,« siger Jakob Larsen før lørdagens DM-finale mod Viborg HK.

Tre VM-slutrunder

Jakob Larsen har været med til at vinde DM sammen med GOG to gange og har også været professionel i Spanien og Frankrig, inden han sidste sommer flyttede tilbage til sin fynske klub, som han også har vundet to pokalfinaler med den ene gang sammen med sin storebror Rasmus Larsen. Han har også deltaget i tre VM-slutrunder sammen med det grønlandske landshold og går nu i gang med en diplomtræneruddannelse.

»På længere sigt kunne jeg godt tænke mig at tage en overbygning af den træneruddannelse, jeg er ved at tage, hvor det kunne være spændende at tage en EHF master coach uddannelse. Det er meget begrænset med hensyn til mulighederne for at bruge en høj træneruddannelse i Grønland. De fleste udfordringer på det niveau ligger her i Danmark, hvor det kunne være sjovt at være med til at bygge et nyt hold op. Og på den anden side er et landstrænerjob i Grønland en spændende tanke,« siger Jakob Larsen.

Han får samtidig en lidt speciel oplevelse i DM-finalen lørdag, for hans tidligere landstræner på det grønlandske landshold Søren Hildebrandt er træner for Viborg HK, der har overrasket alle ved at spille sig frem til DM-finalen.

noah.moelgaard@jp.dk