Fodbold: Storstadion på vej i Herning
FC Midtjyllands hjemmekampe skal om to til tre år spilles på et moderne stadion i Herning med plads til omkring 15.000 tilskuere - primært siddende. Det er i hvert fald den plan, der blev lagt frem, da klubbens bestyrelse gjorde rede for sine fremtidsplaner onsdag eftermiddag.
Samtidig forlængede bestyrelsen sit samarbejde med succestræneren Ove Pedersen, der på halvandet år har ført holdet fra 1. division til toppen af superligaen. Således løber hans aftale med den midtjyske fusionsklub nu indtil sommeren 2002. Og planerne om et nyt stadion til mellem 60 og 80 millioner kroner spillede en vigtig rolle i Ove Pedersens beslutning om at fortsætte i det midtjyske.
»Et fælles storstadion er nødvendigt for klubben. Samtidig sender det et signal om, at FC Midtjylland vil gøre noget for at opfylde sin målsætning,« sagde træneren.
Parken forbillede
Ved at placere det nye stadion ved Herning Messecenter håber FC Midtjyllands bestyrelse, at klubben kan følge den øjeblikkelige sportslige succes op med en økonomisk succes. Med FC København og Parken som forbillede vil midtjyderne tjene penge på andre aktiviteter end fodbold. Det kan for eksempel være koncerter og lignende, og samtidig betyder de forbedrede faciliteter, at det bliver lettere at trække sponsorer og investorer til.
Planerne om det nye stadion i Herning er dog ikke helt uden problemer. Fodboldglade borgere i både Herning og Ikast må sluge store kameler, før planerne kan godkendes endeligt. Oprindeligt var det en af forudsætningerne for fusionen mellem Herning Fremad og Ikast FS, at der skulle bygges et nyt stadion mellem de to byer. Så placeringen i Herning har fået mange Ikast-borgere til at protestere gennem læserbreve i den lokale avis. Broder Poulsen, der er en gammel Ikast-veteran, har samlet 1200 underskrifter mod projektet i Herning.
Kultur forsvinder
»Jeg er bange for, at fodboldkulturen, som altid har været i Ikast, forsvinder, hvis stadion skal ligge i Herning,« siger den entusiastiske Ikast-mand.
FC Midtjyllands formand Johnny Rune, som selv er kommet fra Ikast FS, mener på trods af den folkelige modstand, at et stadion i Herning er den rigtige beslutning. /ritzau/