Jesper Bank fanebærer ved OL
Den tidligere guld- og bronzevinder Jesper Bank bliver dansk fanebærer til OL i Sydney.
Muligvis er det naivt. Det er det nok, siger Jesper Bank, men når han bærer Dannebrog ind på det olympiske stadion i Sydney, vil han give sig selv lov til at "svømme lidt hen", nyde den enestående atmosfære og suge fornemmelsen af at blive betragtet som en af verdens største atleter til sig.
Den 43-årige sejler vil uagtet den tilsyneladende uendelige historie om doping, korruption og absurde pengebeløb i eliteidrætten, bære fanen og den olympiske ånd med stolthed og oprejst pande.
»Jeg har den holdning, at det er "vores" OL. Man kan ikke undgå brodne kar og dermed doping og korruption. Men det skal ikke forhindre os, der synes, at det er en god idé, i at gå forrest. Det ville være for tyndt bare at melde sig ud, for OL har i allerhøjeste grad sin berettigelse. Jeg går ind med oprejst pande og bevidstheden om, at min sportsgren er ren,« sagde Jesper Bank, da Danmarks Idræts-Forbund præsenterede ham som fanebærer torsdag morgen i Kastrup Lufthavn umiddelbart før den olympiske guldvinder fra 1992 satte sig i flyet med destination i Australien.
Naturligt valg
Valget af Jesper Bank som manden, der skal gå forrest, var ikke svært, fortalte den danske chef de mission under OL, Jesper Frigast Larsen.
»Det var ikke i sig selv en medvirkende årsag, at Jesper Bank er repræsentant for en sportsgren, der ikke er dopingbelastet. Vi har lagt vægt på, at det er en tidligere medaljevinder, der har deltaget ved flere OL, og at han som idrætsmand er et forbillede. Det passer på Jesper Bank.« forklarede Jesper Frigast Larsen.
Jesper Bank er ikke af den opfattelse, at han som fanebærer i princippet blåstempler et OL og en international olympisk komité, der har været præget af rygter om korruption samt en tilsyneladende manglende vilje og evne til at komme dopingproblemet til livs.
Erfaren OL-deltager
»Som sagt bakker jeg OL op. Jeg var med første gang i 1984 i Los Angeles, da kommercialiseringen slog igennem, idet det vist var første gang, at OL gav overskud. Det satte ligesom "trenden". Jeg var også med i 1988, da jeg sammen med de andre var med til at beundre Ben Johnson, indtil han blev taget for doping. Jeg kan huske, hvordan vi alle syntes, at det var i orden, at han blev "klippet", at straffen faldt med det samme. Og jeg håber så sandelig, at man vil fortsætte med at "skyde dopingsynderne ned" og straffe dem og ikke mindst holde fast i straffen. Der skal ikke være slinger i valsen,« understregede Jesper Bank.
Han undrer sig - som mange andre - over, at den cubanske højdespringer Sotomayor kan springe i Sydney på trods af, at han er dopingdømt.
»Det er for tyndt. Generelt tror jeg imidlertid ikke, at dopingproblemet er blevet værre, end det var for ti år siden. Jeg tror, at for eksempel cykelrytterne var fyldt med alt muligt allerede dengang - man er bare blevet bedre til at afsløre omfanget,« sagde Jesper Bank.
Banks sidste OL
Han glæder sig til OL, og denne gang skulle det være ganske vist, at det bliver Jesper Banks sidste.
Ikke mindst derfor var han særligt glad for og stolt over at skulle bære det danske flag.
»Det er en ubeskrivelig oplevelse at gå ind på stadion til åbningsceremonien. Brølet fra tilskuerne, blitzene fra tusinder af kameraer. Jeg glæder mig, og i det øjeblik vil jeg have lov til at give mig hen og føle mig som en af verdens største atleter.«
christian.thye@jp.dk