Fodbold: Verdens bedste job med komplikationer
For mange drenge -og mænd er det højeste mål i livet at kunne spille fodbold altid. Pele, Maradona, Ronaldo eller Peter Schmeichel er fix-punkter, men tilværelsen som professionel fodboldspiller, "verdens bedste job", drejer sig ikke kun om legen med bolden og glæden over en bugnende bankkonto.
Kontrakter, der er skruet uforståeligt sammen på et fremmed sprog, kan føre til mareridt. Og selv om EUs dom i Bosman-sagen har betydet, at stavnsbåndet til klubben løses, når kontrakten udløber, så skal man stadig kunne læse og forstå "de små bogstaver".
Det kan Rene Petersen tale med om. Han er 25 år og har de seneste knap fire år været professionel fodboldspiller i den belgiske første divisionsklub St. Truiden, men havde det stået til ham var forbindelsen mellem ham og klubben for længst blevet kappet.
-Både klubben og min manager sagde, at jeg ikke skulle være nervøs, da jeg skrev under på en kontrakt for tre år -alt var i orden. Men da jeg så ville væk sidste år, hvor jeg troede, jeg var fri, fik jeg at vide fra en advokat, at jeg ikke var fri. Jeg blev selvfølgelig tosset over det, men klubben tvang mig til at blive, siger Rene Petersen.
Ifølge kontrakten havde klubben option på yderligere to år, men efter et år, hvor Rene Petersen mest har fristet tilværelsen på klubbens andethold skal det være slut.
Nu er han blevet så desperat, at han er rede til at "rykke sin kontrakt midt over" og rejse hjem til Danmark for at spille som amatør. Men det anser han kun som en sidste udvej, for det lader til, at klubben har forstået, at han vil væk til sommer, og derfor er villig til at lade ham gå et år, før kontrakten udløber.
Et hold i den spanske anden division er drømmen, men...
-Jeg er sådan set ligeglad med, hvor jeg kan komme hen -jeg skal bare væk herfra. Lige nu hænger St. Truiden mig ud af halsen. Hver måned skal jeg op på kontoret og have dem til at udbetale den rigtige løn -så er det pengene til bolig eller bilen, der mangler, fortæller Rene Petersen.
Og senest har klubbens langsommelige udbetaling tvunget Rene til at lægge pengene for en operation ud for klubben.
-Pludselig ringede et inkassofirma og krævede at få pengene fra mig, så nu har jeg selv betalt den. Nu har jeg sat en advokat på klubben for at få pengene tilbage, og jeg taler ikke med klubben selv mere -alt går gennem advokaten.
Helt så dramatisk ser situationen ikke ud for klubbens anden dansker, 22-årige Thomas Rasmussen, der snart har været på kontrakt med St. Truiden i tre år. Men han ønsker også at forlade klubben, når hans kontrakt udløber til sommer. I de seneste mange måneder har han været lejet ud til tredje divisionsklubben Tongeren. St. Truiden betaler stadig Thomas Rasmussens løn.
-I kontrakten står der, at de ikke må betale mindre end et vist beløb, og når skatten er trukket fra, så er det det beløb, der står på lønsedlen, siger han, men det er ikke pengene, der er årsag til, at Thomas Rasmussen vil videre.
-Mit første år her var godt, det andet år startede med mange skader -simpelthen alle mulige steder. Derfor spillede jeg ikke så mange kampe, men træneren troede på mig, så når jeg var klar, var jeg med i truppen. Men her det sidste år har jeg haft problemer med en ny træner. Selv om jeg scorede ti mål i tre kampe på andetholdet, fik jeg overhovedet ikke chancen for at bevise, at jeg var værdig til at være med i truppen. Jeg synes det skulle give mindst en plads på bænken, fortæller Thomas Rasmussen.
Han har oplyst klubben om, at han ikke ønsker at forlænge kontrakten. Og regner ikke med at få problemer i at skifte til en anden klub.
Derfor vil en stor del af sommerferietiden blive brugt til salgsfremstød. De to vil rejse rundt og prøvetræne hos forskellige klubber i Europa -som de gjorde forud for kontrakterne med St. Truiden, da de tog afsted med erfaringer fra KBs Danmarksseriehold (Rene Petersen) og et halvt år på IF 32 Glostrups hold i første division (Thomas Rasmussen).
For at få løn for at spille fodbold -det kan ingen andre job konkurrere med. Thomas Rasmussen har taget en et-årig højere handelseksamen, mens Rene Petersen ikke har nogen uddannelse, så fodbolden er begges bedste bud på en tilværelse.
-Jeg valgte at komme herned for at prøve noget nyt, få nogle udfordringer. Jeg vidste godt, at klubben ikke gav millioner, men jeg har et kanonliv her for at sige det ligeud. Jeg betaler ikke noget for bolig eller bil. Jeg har næsten ingen udgifter -det eneste jeg selv betaler er mad og benzin til bilen, smiler Thomas Rasmussen, der som 19-årig flyttede lige fra mors kødgryder til "klar-dig-selv" i Belgien.
-Det har gjort mig meget moden, siger Thomas Rasmussen. Han bor sammen med sin belgiske kæreste, som han er forlovet med på andet år, i en stor lejlighed midt i St. Truiden. Kærestens baggrund er katolsk, så med udsigt til det kommende bryllup har Thomas Rasmussen besluttet at konvertere. Rene Petersen bor ligeledes sammen med en belgisk kæreste, men parret har valgt at flytte en smule væk fra byen.
-Her ved alle alt om alle, og rygterne løber hurtigt. Så for at have lidt privatliv..., forklarer Rene Petersen.
Og selv om han har masser af problemer for tiden, så kan Rene Petersen heller ikke forestille sig et bedre liv end det som professionel fodboldspiller.
-Det er noget man skal prøve for at kunne forstå -når det går godt som fodboldspiller, så er alting perfekt, siger Rene Petersen og stirrer ud i lokalet.
Efter en pause tilføjer han: "Men så snart der sker et eller andet som med min operation, så er det som om, man har spildt årene her."
-Jeg måtte ikke engang tage hjem til familien, så i seks måneder sad jeg og så videofilm og spiste og blev fed, siger Rene Petersen.
/ritzau/