Skov Olesen belønnes med adgang til PGA Tour efter stærk sæson
Jacob Skov Olesen har sikret sig adgang til golfens mest prestigefyldte tour, PGA Tour, i 2027.
Den 27-årige dansker Jacob Skov Olesen kan se frem til et nyt kapitel i golfkarrieren i 2027.
Takket være stor kontinuitet på DP World Tour i år har roskildenseren opnået sit store mål og sikret sig et PGA Tour-kort.
Han har gennem sæsonen indsamlet nok point til, at han er blandt de ti spillere uden et PGA Tour-kort i forvejen, som belønnes med adgang til touren i USA.
»Det er fedt. Det har været målet siden sommeren,« siger golfdanskeren til Viaplay.
Skov Olesen har søndag færdiggjort fjerde og sidste runde i DP World Tour Championship i Dubai, der er sæsonens sidste turnering.
Der var fortsat spillere, som ikke havde afsluttet sæsonfinalen, da det stod klart, at han ikke længere kunne fravristes en af de eftertragtede pladser.
Danskeren, der havde sin debutsæson i 2025, vil ”i hvert fald i dag” nyde, at han har opnået målet.
Han er dog skuffet over, at det ikke blev til en bedre placering i sæsonfinalen, siger Skov Olesen, der på daværende tidspunkt indtog sjettepladsen.
Danskeren endte turneringen med en samlet score på syv slag under par. Det rækker til en delt femteplads.
Han gik fjerde og sidste runde i fire slag under par efter lige så mange birdies. Den sidste kom på hul 18, hvor han var meget tæt på at levere en eagle.
Rekord tangeret
Engelske Tyrrell Hatton triumferede i sæsonfinalen med en samlet score på 15 slag under par.
Med en præmiepulje på 10 mio. dollar er det årets mest lukrative turnering på touren.
Beløbet svarer til knap 68 mio. kroner. Af dem går 20 mio. kroner til vinderen.
Også Niklas Nørgaard og Jeff Winther var med i turneringen. Førstnævnte sluttede som delt nummer 27, mens Winther tog en delt 24.-plads.
Det er DP World Tours årsrangliste – den såkaldte Race to Dubai Ranking – der afgør, hvilke spillere fra touren som får et kort til PGA Tour.
Race to Dubai-mesteren blev Rory McIlroy. Det er den nordirske stjernes ottende triumf i karrieren.
Dermed har han tangeret den skotske golflegende Colin Montgomeries rekord. Han dominerede, dengang det hed Order of Merit.
Skov Olesen har ikke vundet en turnering på årets DP World Tour, men han har flere gange snuset til sejren.
Således er det to gange blevet til en andenplads, senest i slutningen af august ved British Masters.
Danskeren vil næste år have dobbelt medlemskab. Det betyder, at han har adgang til både PGA Tour og DP World Tour.